Hvis der findes en skuespiller i dag, der kender rollen som politimand med livet imod sig, er det Bruce Willis. I “16 Blocks” giver han den atter som antihelt og har denne gang fået følgeskab af Mos Def, der spiller en uheldig straffefange.

Der er blevet gjort ikke så lidt ud, af at få den 51-årige Bruce Willis til at se ekstra hærget ud denne gang. I skikkelse af New York betjenten Jack Mosley er han blevet udstyret med en lille vom, rande under øjnene og daggamle skægstubbe. Samtidig slæber han også haltende rundt på et alvorligt alkoholproblem, er på antidepressiv medicin og er generelt så træt af dagen og livet som man kan være. Det bliver ikke bedre for betjent stakkels Jack Mosley, da han en morgen efter en nattevagt bliver bedt om at transportere en fange, der skal vidne foran et nævningeting. Modvilligt påtager Jack sig opgaven, der umiddelbart virker ligetil. Fangen, ved navn Eddie Bunker, er dog ikke en helt almindelig mand – han jages af nogle meget magtfulde mænd, hvis liv han kan ødelægge godt og grundigt med det, han har at fortælle juryen. De to mænd har da heller ikke kørt langt før de bliver beskudt, og pludselig befinder sig på vild flugt gennem New Yorks menneskemængde. De har to timer til at nå retsbygningen, der ligger 16 blokke væk, men det er lettere sagt end gjort, når en mindre hær af bevæbnede mænd er lige i hælene på dem.

“16 Blocks” er instrueret af Richard Donner, der bestemt godt kan finde ud af at skrue en actionfilm sammen. Denne film har da også nogle ganske udmærkede scener, der både er spændende og velkomponerede. Kulissen New York er blevet udnyttet til fulde, og filmen har en seværdig realisme. Menneskemylderet, de små stinkende baggyder og forfaldne bygninger og en gennemgående fornemmelse af panik og sveddryppende storby, giver filmen en rå og upoleret charme.

Bruce Willis kan rollen som Jack Mosley i søvne, og der er ikke rigtig noget nyt i den afdeling. Heldigvis har man undladt at gøre hans makker til en hurtigsnakkende vittighedsmaskine, og ladet Mos Def spille rollen som Eddie Bunker langt mere følsomt. Han er sårbar, har personlighed og er filmens bedste, bortset fra at hans nasale stemme bliver en kende irriterende efter en halv time, men kan man overse det, så er det forfriskende med et anderledes makkerpar end den kække sorte mand og den hårdkogte, hvide strømer vi har set så tit.

Desværre formår de to hovedpersoner aldrig helt at udnytte de muligheder de har for at bruge hinanden, og samspillet mellem dem når aldrig derop hvor det begynder at gnistre. Men selv om ideen med de to menneskelige modpoler, der finder styrke i hinanden og viljen til at ændre deres liv til det bedre, er set så mange gange før, er det stadig en god drivkraft i en film, der dog ikke udnyttes til fulde denne gang.

Umiddelbart ligner “16 Blocks” en ganske almindelig actionfilm med et forudsigeligt plot, og en historie, der er set før, og det er desværre også hvad den er når alt kommer til alt. Det er som om den står mellem to stole. Filmen vil gerne have følelser og vise troværdige personer, men samtidig også underholde med vilde skydescener og up-tempo action. Man kunne formode at intentionen var at lave en actionfilm, der til forskel fra de fleste i den genre, også har lidt indhold, men det er bare ikke lykkedes helt, da de stille scener mest af alt virker som små påtagede mellemspil mellem kugleregn og biljagter.