Washingtons vismænd anvender i de rette fora flittigt termen ‘Syriana’ til at beskrive den hypotetiske omorganisering af Mellemøsten, som den kunne tage sig ud set med amerikanske øjne. Det er også emnet i filmen af samme navn, der er instrueret af amerikanske Stephen Gaghan, der skrev manuskript til “Traffic”.

“Syriana” har hjertet placeret på rette sted. Det er et underliggende, hvis ikke førstehånds, angreb på amerikansk storpolitik, når det er allerværst. Det handler om olie og magt. Derimellem fungerer så et udtænkt rænkespil med parametre som illoyalitet, forræderi og korruption, der involverer alt fra politikere, efterretningsagenter, oliemagnater, terrorister samt menige arbejdere med stærke forgreninger til den arabiske verdensdel.

Så mange forskellige implicerede interessenter gør imidlertid også “Syriana” til en lovligt kaotisk oplevelse. Det er ikke nogen enkel sag at pejle sig igennem de adskillige parallelle handlinger, endsige holde rede på, hvem der er hvad eller hvem. En umiddelbar forklaringsnøgle til det samlede plot følger således her.

USA har som bekendt en anselig interesse i at være dominerende i den globale oliehandel, ikke mindst velvidende, at deres nuværende forsyninger med tiden vil slippe op. Da prins Nasir Al-Subaai (Alexander Siddig), som er den ene af to rivaliserende arvinger til en stenrig saudiarabisk oliefyrste, udelukker det amerikanske olieselskab Connex og i stedet sætter sig til forhandlingsbordet med kineserne, er dramaet dermed født. I “Syriana”, der bør opfattes som et klassisk ensemblespil, følger vi flere forskellige hovedkarakterer og deres respektive engagement i hele affæren.

Dels er der familiemennesket Bryan Woodsman (Matt Damon), der mister sin førstefødte under tragiske omstændigheder, men, nærmest som et plaster på såret, bliver økonomisk rådgiver for prins Nasir Al-Subaai. En rævekage han ikke kan være særligt ked af set med de finansielle briller, selv om det da sætter sit præg på den i forvejen ramponerede familieidyl og forholdet til viven Julie (Amanda Peet). På den anden side er der den fallerede CIA-agent Bob Barnes (George Clooney), der er uvidende om sin status som marionetdukke i et spil, som handler om at eliminere prinsen, ikke mindst fordi dennes bror gerne vil samarbejde med amerikanerne. Endelig følges den måske lidt for korrekte Bennett Holiday (Jeffrey Wright), som i bund og grund er hyret for at påvirke regeringen til at acceptere kartelaftalen mellem de to oliemastodonter Killen og Connex. Imellem disse hovedårer er indflettet en række mindre fortællinger. Men fælles for dem alle, deres kompleksitet til trods, er det at gøre opmærksom på korruptionens omfang, når der er rigeligt med penge og magt på spil.

I den henseende er “Syriana” i hvert fald ikke en uvæsentlig film. Selv om symbolikken til tider virker lidt tung, stiller filmen de rigtige spørgsmål. Hvad stiller verdenssamfundet op, når der ikke er mere olie at hente? Hvem er det i virkeligheden, der bliver de store tabere, når magtens mennesker fører storpolitik om klodens oliemarkeder? Det er en film, der råber “vagt i gevær”, ikke mindst set i lyset af amerikanernes engagement i Mellemøsten.

Skuespillerne medvirker da også, efter eget udsagn i hvert fald, for at skabe et udbredt kendskab til problemet. Det mærkes. Man får hurtigt indtryk af et ensemble, hvor det personlige engagement er til stede. I øvrigt formår Stephen Gaghan på imponerende vis at få det bedste frem i alle sine skuespillere, der dermed tegner et nuanceret billede af de forhåndenværende karakterer.

Samme kvaliteter gælder desværre ikke manuskriptet. Alt for ofte giver “Syriana” indtryk af, at de parallelt fortløbende historier skal indgå i et samlet hele. Det gør hele affæren gumpetung, fordi de forskellige handlinger pinedød skal følges ad i samme tempo. Det gør første halvdel af filmen til en langtrukken opførelse, fordi så mange forskellige involverede skal præsenteres. Og selv om der dog kommer mere skub i anden halvdel, blandt andet takket være mindre korridorpolitik og mere rå action, virker den også stærkt konstrueret, særligt mod slutningen, måske fordi hele puslespillet absolut skal gå op i en højere enhed.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. “Syriana” tager sig alt andet end prangende ud. Filmen er tillagt en håndholdt, realistisk stil som giver et semidokumentarisk præg, hvilket naturligvis er et udmærket tiltag. Men desværre præges billedgengivelsen flere steder af myrer i billedet, uskarpheder, dårlig kontrast og digital støj. I de mørke scener er der flere steder udtværinger i billedet. Kort sagt er der at gøre med et dårligt transfer.

AudioLyden fremstår i et Dolby Digital 5.1 lydspor på henholdsvis engelsk og tysk. Selv om “Syriana” umiddelbart må opfattes som en actionmættet thriller, bliver lydens muligheder desværre ikke udnyttet optimalt. Det er primært fronthøjtalerne, der agerer lydkilde, mens baghøjtalerne kun i yderliggående tilfælde supplerer med underbyggende lydkulisser.

EkstramaterialeHovedattraktionerne på denne dvd må, ud over filmen, nødvendigvis være det medfølgende ekstramateriale. Med henvisning til de gængse adviseringer på coveret ser det da også ganske lovende ud. Således er der følgende menupunkter: “Additional scenes”, “A Conversation with George Clooney”, “A Conversation with Matt Damon”, “Make a Change, Make a Difference” og “Theatrical Trailer”.

Dette er en sandhed med modifikationer. Således eksisterer “A Conversation with Matt Damon” slet ikke på denne dvd. Det gør til gengæld de tre “Additional scenes”, hvilket ikke er meget til en så stor film. Men de understreger da hvorfor, de ikke er medtaget i den endelige film. “A Conversation with George Clooney” er et kort interview omkring tankerne bag filmen. Og ud over den traditionelle trailer forklarer “Make a Change, Make a Difference” de politiske perspektiver bag filmen. Det er med andre ord et acceptabelt udvalg, der qua filmens betydelige emnevalg ikke kan andet end at skrige efter mere.