Talende søstjerner, lyserøde tånegle og hotte fyre med blond hår… alt efter tilskuernes alder og køn er “Aquamarine” potentielt en langt mere skrækindjagende oplevelse end “Hostel” og “Saw” tilsammen. Den er meget målrettet tiltænkt den gruppe teenagepiger der ikke længere er decideret børn, men som absolut heller ikke kan kaldes voksne.

Filmen handler om de to teenagetøser Claire (Emma Roberts) og Hailey (Joanna Levesque) der bor ved en badestrand i Florida. De to perleveninder er nedtrykte, for det er sommerens sidste weekend inden Hailey skal flytte med sin mor til Australien. De får sig imidlertid en overraskelse da en storm skyller en vaskeægte havfrue op i swimmingpoolen. Havfruen viser sig at være pigen Aquamarine (Sara Paxton), der er stukket af hjemmefra for at undgå et tvangsægteskab med en væmmelig havman. Hendes far har indvilliget i at give hende tre dage til at bevise at kærlighed findes. Hvis hun klarer det slipper hun, ellers må hun svømme op af kirkegulvet med dødbideren.

Aquamarine har allerede udset sig sin udkårende: Den populære og labre livredder Raymond, der tilbringer dagene med at strække sine solbrændte muskler, køre fingrene gennem sine gyldne lokker og løbe i langsommere slow-motion end selv den mest botox-fyldte “Baywatch” stjerne. Til at indfange strandstegen hjælper Claire og Hailey med al den indsigt de har i drenge (hvilket ikke er megen praktisk erfaring, men derimod viden akkumuleret fra diverse teenageblade). Til al held bliver Aquas hale forvandlet til ben så længe hun er ude af vandet, og så længe det er dag.

Filmen kører af sted på udpræget automatpilot det meste af tiden. Plottet bringer ikke mange overraskelser, man lader handlingen udspille sig på rutinepræget og forudsigelig vis. En del scener er meget velkendte: Piger der hviner mens de lurer på flotte fyre, den klassiske prøve-forskelligt-tøj scene samt den lede rivalinde der, naturligvis som den eneste, opdager havsildens hemmelighed. På trods af det kan det ikke nægtes at filmen også er ganske sød indimellem, og har en nuttet naiv uskyldighed over sig.

Filmen vækker minder om tegnefilmen “Den lille havfrue” og særligt filmen “Splash” – med Daryl Hannah som havfrue og Tom Hanks som hendes udkårne – som “Aquamarine” dog ikke tåler sammenligning med. Hvor “Splash” havde evnen til at underholde alle aldersgrupper, så er det usandsynligt at andre end målgruppen vil bryde sig særlig meget om “Aquamarine”. Elementer som søstjerner der hvisker søde ord (med små musestemmer) og Aquas negle der skifter farve alt efter hendes humør vil formodentlig gøre de fleste andre biografgængere lettere søsyge.