En musikalsk kulturmosaikMed et hav af mikrofoner i kufferten og sin bas over skulderen, begiver den tyske musiker Alexander Hacke sig til den tyrkiske storby Istanbul for at finde frem til hvilken musik der kendetegner tyrkisk kultur. Hvad han opdager er et hav af forskellige musikalske udtryk og genrer, der alle viser hvor let kulturforskelle udviskes når først musikken spiller.
[image=13706]
[i]”For at forstå en kultur, må man lytte til dens musik,”[/i] bliver det sagt i begyndelsen af “Crossing the Bridge: The Sound of Istanbul”, og skal man dømme ud fra denne dokumentarfilm, har Tyrkiet en meget blandet og alsidig kultur. Som tilskuer bliver man trukket af sted gennem byens gader og stræder i hælene på den hærdede musiker Hacke, der fuld af entusiasme og beundring finder frem til natklubber og andre mere usædvanlige locations, hvor han får lov til at interviewe store som små stjerner på den tyrkiske musikhimmel, og ikke mindst høre dem spille deres musik.
Filmen er ganske simpelt bygget op, og det eneste den har som mål er at præsentere publikummet for så mange musikalske indtryk som muligt. Og der er en hel del at lade sig imponere af. Den unge rapper Ceza fyrer den af i en voldsom staccato stil, der får ham til at minde om en beatbox gået i baglås. Selim Sessler er sigøjner og nærmest født med sin klarinet i hænderne. Han kan få en hel landsby til at danse når han spiller. Og så er der gruppen Siyasiyabend, der holder til på gaderne og de offentlige pladser i Istandbul, hvor de synger melankolske sange om en bedre tilværelse end den de lever. Der er mange, mange flere musikere med i filmen, og det er en noget blandet landhandel man bliver præsenteret for, men alle har de det tilfælles, at de har fundet deres kulturelle identitet via deres musik.
[image=13705]
Krydret med lyden fra diverse bands og solister kommer der betragtninger fra de medvirkende om alt fra problemer generationerne imellem i Tyrkiet, kurdernes kulturelle undertrykkelse i landet, samt opfattelsen af Tyrkiet som en bro mellem øst og vest. Det sidste er noget de fleste af musikkerne gerne vil have sig frabedt. Alligevel kan man ikke andet end føle, at det unikke ved meget af den musik, der bliver præsenteret i filmen, netop er blandingen af de østlige musiktraditioner med en vestlig genreinspiration, der i sammensmeltningen skaber noget helt tredje, og lader de forskellige musikgenrer flyde sammen som strædet Bosporus, der løber igennem Istanbul, og bogstaveligt talt deler byen op imellem Europa og Asien.
[image=13704]