Bidske bæster og onde pattebørnFilmfabrikken i Hollywood elsker remakes af gamle succeser. Det er nemmere og billigere, frem for at finde på helt nye film. Desuden er der jo altid den chance at succesen fra den originale vil smitte af på genindspilningen. Med påstanden om fornyelse som undskyldning har filmindustrien i Hollywood mere end nogen anden industri formået at sælge gammel vin på nye flasker. “The Omen” er således en meget trofast genindspilning af Richards Donners “Tegnet” fra 1976, til tider næsten identisk, og derfor bliver det desværre også en noget tandløs og ligegyldig affære, for filmen disker ikke op med noget nyt, men ligner mest af alt en forkølet opdatering af en gammel klassiker.

Djævelsk afkomDen amerikanske viceambassadør i Italien, Robert Thorne, og hans hengivne hustru Katherine venter barn. Men da barnet er dødfødt lader Thorne sig overbevise af en mystisk præst om at adoptere et andet af hospitalets nyfødte i al hemmelighed. For at skåne sin kones følelser slår Thorne til uden at indvie hende i hemmeligheden. Kort efter omkommer Roberts chef i en forfærdelig ulykke, og Robert forfremmes straks til ambassadør i London. Naturligvis er der ugler i mosen.

Efterhånden som den lille purk bliver ældre, begynder flere besynderlige ting at ske. Nej, i film er det nemlig aldrig et godt tegn, når savlende sorte hunde dukker op, aberne i det lokale Zoo hidser sig op bare ved synet af en surmulende unge, barnepigen begår selvmord på spektakulær vis, og sønnike får et mindre krampeanfald ved udsigten til et kirkebesøg. Snart fatter mor Katherine da også mistanke til sin søn, og da også Robert advares af en mystisk præst om sønnens væsentlige nøglerolle i Dommedag, begynder brikkerne at falde på plads.

For trofastRemakes behøver ikke per definition at være noget skidt, men desværre er instruktøren John Moores “The Omen” endt som en lidt for trofast billede-for-billede genindspilning af 1976-versionen, hvor sågar flere af originalens fejl og mangler (som f.eks. det mystiske digt, der gentages helt uden forklaring) genopstår i den nye version.

Der bliver ikke spillet fint på fortællingens tangenter men snarere bokset brutalt, og filmen mangler desværre ynde og original slagkraft. En temmelig håndfast symbolik med rødvinsplettede duge og bidske sorte hunde virker blot udtjent og ideforladt. Og selvom filmen er ganske bloddryppende, så formår den ikke at levere den type chokoplevelser, som bør kunne forventes indenfor horrorgenren. Dertil kommer at spændingen og tempoet langsomt fiser ud som luften af en flere uger gammel ballon, efterhånden som vi når frem til filmens klimaks.

Filmen tåler ikke på nogen måde en sammenligning med den originale. Liev Schreiber når som Robert Thorn ikke originalens Gregory Peck til de berømte sokkeholdere, og selvom Julia Stiles er yndig at skue og en ganske fin skuespillerinde, så synes hun i denne film for ung. Det er trods alt ikke mere end nogle få år siden vi sidst så hende i en teenagerolle, og nu spiller hun pludselig ambassadørfrue. Dog er David Thewlis som forsumpet allestedsnærværende fotograf og Mia Farrow – der var mor til filmhistoriens oprindelige djævlebarn i “Rosemarys Baby” – som mystisk barnepige fra helvede et par solide lysglimt i en ellers ret ordinær oplevelse.