“Lucky Number Slevin” er en sær hybrid af en film. Den har gangsterfilmens humoristiske og blændende retorik samt et skarpt skåret plot der matcher, men et hurtigt blik hen over handlingsforløbet ville umiddelbart placere filmen under en oplagt forvekslingskomedie med [i]heist[/i]-undertoner. Jo, der er nok at tage af, men en ting “Lucky Number Slevin” helt sikkert er, er speciel – eller rettere; original på den uoriginale måde.

Man kan ikke ligefrem kalde “Lucky Number Slevin” en nyskabelse. Undervejs i gangsterverdenen præsenteres vi for flere dialoger og handlingssekvenser, der virker bekendte fra andre film – der er lidt “Snatch” og Tarantino og andre gode ting. Der, hvor denne film imidlertid har sin styrke, er i et spændende cast. Der er virkelig gjort noget ud af få nogle af de store navne stuvet sammen, og det skaber nogle interessante gnidninger, hvor man får lov til at se skuespillere i roller, man normalt ikke ser dem i. Desuden er dialogen i filmen til tider yderst original, og plottet er tilpas spændende og veldrejet til at holde interessen fanget.

De to rivaliserende gangsterbosser The Rabbi og The Boss styrer New Yorks underverden. Da The Boss skal hævne mordet på sin egen søn ved at myrde The Rabbis søn, søger han efter den mest berygtede lejemorder der findes – Mr. Goodkat. Nu skal det ud ad til ikke se ud som en likvidering, så Mr. Goodkat udtænker en plan om at få en af de mange mennesker, der skylder The Boss penge, til at begå mordet, som afbetaling på gælden. Valget falder på den uheldige Nick Fischer, der skylder The Boss rigtig mange penge. Uheldigvis for Nicks ven Slevin, der netop er kommet på besøg i vennens lejlighed, er Nick forduftet, og Slevin bliver nu taget for at være Nick. Iført badehåndklæde bliver han ført til The Boss, der giver ham tilbuddet om at fjerne gælden. Slevin har ikke mulighed for at afvise gangsteren, der giver ham en mere end uheldig fremtid i sigte, såfremt han afslår at myrde The Rabbis søn.

Samtidig har politiet fået øje på Slevin, der pludselig befinder sig blandt byens mest indflydelsesrige personer. Politimanden Brikowski er lige i hælene på den stakkels fyr, der uden at ville det, er fanget i en bunke af uoverkommelige problemer. Heldigvis har Nick en både smuk og hjælpsom nabo, Lindsey, og sammen prøver de at redde ham ud af rodet.

Morgan Freeman gør det som regel i rollen som [i]good guy[/i], og der er da noget ved hans person, der udsender en aura af intelligens, godhed og “mig kan du altid stole på”. Her i “Lucky Number Slevin” har han så fået lov til at prøve kræfter med rollen som skurk. Uanset om man så havde set Morgan Freeman i film før eller ej, kan man bare ikke forholde sig til at denne her fyr er en rigtig slem en med mange menneskers liv på samvittigheden, han virker bare så enormt rar som The Boss, og det kan godt hæmme filmen en del. Sir Ben Kingsley spiller The Rabbi, og man er i store dele af filmen i tvivl om det er meningen at hans karakter skal være sådan lidt småretarderet i gestik og mimik. Under alle omstændigheder, så er hverken The Boss eller The Rabbi særligt frygtindgydende, og valget af netop de to som skurke i filmen er ikke så heldigt for troværdigheden. Bruce Willis har en mindre, men katalyserende rolle, som nok er en af hans værste præstationer til dato – den kører et hundrede procent på autopilot, og det er naturligvis udmærket, da han kan rollen til hudløshed, men så er der bare ikke mere at komme efter.