Reaktionen på Oscar-nomineringen af “Paradise Now” fik slæbt manges fordomme ud i lyset. [i]En palæstinensisk film om selvmordsbombere?! Uacceptabelt![/i] lød størstedelen af kritikken, primært fra folk der kun havde hørt plottet blive ridset op i én eller to sætninger. Som om “Paradise Now” var en smagløs glorificering af fundamentalisme fra et af ideologiens hovedsæder, eller måske endda en blåstempling af sådanne handlinger.

“München” fra sidste år tog også godt fat om konflikten mellem Israel og Palæstina. Men selvom “München” var en fremragende film, der forholdte sig voksent og nuanceret til et sprængfarligt emne, var det enormt sjældent, man fik et stærkt indtryk af begivenhedernes gang fra palæstinensernes side. Det modsatte er gældende for “Paradise Now” – skudt on-location i Palæstinas primært snavsede og ucharmerende gader af og med palæstinenserne selv. Derudover finder “Paradise Now” sted i vor tids turbulente dagligdag, hvor ordet ‘selvmordsbomber’ er blevet en endnu større del af vores kollektive bevidsthed end tilbage i 70’erne, afbilledet i “München”.

Vi følger to palæstinensiske venner, Said og Khaled, som tilsyneladende er stilfærdige, venlige typer, der i starten af filmen ser ud til at leve en relativt normal hverdag. Men nærmest ud af den blå luft bliver de udvalgt til at være selvmordsbombere og bedt om at tage til Israel og tage flere med sig i graven. Så vil de dermed få direkte øjeblikkelig adgang til Paradis, får de at vide, og de takker øjeblikkeligt ja til opgaven.

Det er her, “Paradise Now” fungerer bedst: I afbildningen af den på mange måder direkte sindssyge og ufattelige mentalitet, der ligger til grund for fundamentalisternes handlinger. Det virker ofte som om, at selvmordsbomberne og deres ‘kolleger’ ikke føler noget, for det de gør. De har blot gjort det så længe og er efterhånden blevet så stærkt indoktrineret, at de ikke kender til andet. Det er blevet en syg hverdagskost. En måde at affeje virkeligheden og løsninger på. Said og Khaled får af bagmændene at vide med et gyseligt smil på læberne, at alle misunder dem for deres snarlige ankomst til Guds fantastiske rige. Men mimikken og øjnene afslører, hvor stor en løgn det er, og hvor store kujoner bagmændene selv er.

Det kommer især til udtryk i filmens klart bedste scene, hvor de to venner foran kameraet får lov til at sige endeligt farvel til deres elskede. Kameramanden er fuldstændig uduelig og kan ikke få kameraet til at makke ret. Hans ligegyldighed overfor de to mænd og deres situation er stærkt enerverende. Og at han og resten er mere fokuseret på et videokameras minimale fejl end to menneskers endelige afsked er forbløffende og enormt frustrerende.