Filmz
Proposition, The

The Proposition

Medvirkende:

Guy Pearce, Ray Winstone, Emily Watson, Danny Huston, David Wenham, John Hurt

Instruktør:

John Hillcoat

Filmlængde:

104 minutter

Genre:

Drama, Drama

Proposition, The

Det er sjældent, at et samarbejde mellem filmfolk og musikere ender godt. I øjeblikket figurerer endda hele syv sådanne samarbejder på IMDb’s liste over værste film nogensinde. Men ingen af ‘musikerne’, der optræder i disse fadæser, nærmer sig overhovedet første trappetrin på vej op mod australske Nick Caves niveau. Foruden sine musikalske kollegaer, kendt som ‘The Bad Seeds’, har han ene og alene nedfældet denne barske og poetiske australske western, som snarere bør finde vej til en liste over årets bedste film.

[image=13427]

I Nick Caves “The Proposition” er Australien en ny og meget, meget usleben diamant. Beboerne virker mere som bitre, nederdrægtige personer, end som eventyrlystne nybyggere. Miljøet er ligeså nådesløst, som de fleste af karaktererne, der bor i det. Solen er ubarmhjertig, horisonten tom og uendelig, og ikke blot hårdhudede indfødte, men også morderiske bander, venter uden for civilisationens normale rammer. Det er måske første gang, at folk udenfor Australien på så detaljeret vis får lov til at se det, som vestlige historikere ofte synes at springe over. Takket være god instruktion og godt kameraarbejde, brænder filmen sig fast på nethinden.

Guy Pearce leverer en stærk præstation som den kriminelle Charlie Burns. Det skal nok udarte sig til at blive mandens næstmest prominente australske foretagende, næstefter den lokale tv-serie “Naboerne”, som han medvirkede i over en årrække. Han bliver ledsaget af adskillige andre kompetente skuespillere, deriblandt en uafrystelig Danny Huston som Charlies bror Arthur, Ray Winstone som den lokale sherif og Emily Watson som dennes hustru, samt en veloplagt John Hurt som en aldrende dusørjæger. Det er et fornemt cast, den ligeledes australske instruktør John Hillcoat har samlet sammen, uden tvivl tiltrukket af Nick Caves fornemme fortælling.

[image=13430]

Westerns synes ofte på overfladen at byde på simple historier, tit relateret til begreber som hævn og mord. Men under mange, inklusive dennes, overflade gemmer der sig en drabelig og uimodståelig form for unik poesi. Charlie bliver af ordensmagten sendt ud i ødemarken med en pistol for at dræbe sin storebror, Arthur. Arthur er uden tvivl et dumt svin, en voldtægtsforbryder og lidt af en kontrast til den mere stilfærdige og retskafne Charlie. Hvis Charlie slår Arthur ihjel, vil det resultere i løsladelsen af Charlie og Arthurs yngste bror, der er ligeså ung, som han er uskyldig. Det er et velkonstrueret dilemma, der resulterer i masser af uventet drama. Et dilemma, der sagtens kunne have dannet rammen om en fornem Cave-ballade.

Umiddelbart vil man måske finde det mærkeligt, at en sanger som Nick Cave, der så ofte (i hvert fald på det seneste) synger om kærlighed og livets andre mangfoldige glæder, skriver et manuskript med så meget blodudgydelse. Men dette kommer fra manden, der komponerede et helt album omhandlende drab og psykopatiske tankegange – det fremragende “Murder Ballads” fra 1996. Siden dengang har Caves musik været mere ‘naiv’, men han vender ikke blot tilbage til sit fædreland, som han forlod i 1980 (han bor nu i England), men også tilbage til sine lidt ældre musikalske tankegange. Og det kommer ikke som den store overraskelse, at både filmens dialog og musik ofte er læsset med den magiske poesi og musikalitet, som hans albums besidder. Men Cave er selvsagt vant til kortere ‘spillelængder’, og “The Proposition” har desværre sine ujævne passager (primært i midten), hvor hverken Hillcoat eller Cave helt formår at holde niveauet.

[image=13428]

Kort om filmen

Året er 1880, og den britiske officer Stanley er kommet til Australien med den mission at tæmme det lovløse land. Samtidig skal han beskytte sin sarte kone Martha mod de forbryderiske bander, der konstant truer landsbyen. En dag får han ram på de irske brødre Charlie og Mikey, der sammen med deres psykotiske og dominerende bror Arthur er eftersøgt for mord og voldtægter. Stanley er klar over, at det er Arthur, som han absolut skal have bugt med, og han stiller derfor Charlie et forslag, der er ligeså simpelt, som det er infamt: dræb din storebror og din lillebror bliver løsladt.

Ads by MGDK