Intet er mere farligt end en mand, der har alt at tabeNår der står Harrison Ford på filmplakaten plejer det at være garant for en underholdende og action-spækket oplevelse, og med tag-titlen [i]”Intet er mere farligt end en mand, der har alt at tabe”[/i] skulle der jo umiddelbart være lagt i ovnen til en gedigen omgang thriller over stok og sten i Fords seneste film, “Firewall”. Og dog. For selvom “Firewall” forsøger at være en intelligent og velsmurt high-tech thriller, ender den i stedet i et kedeligt sammensurium af thrillerens sædvanlige plotklicheer og ufrivilligt grinagtige episoder. Kun glimtvis river filmen sig fri af sine egne medfødte hæmninger.
[image=13030]
Jack Stanfield er IT-sikkerhedsekspert i en bank i det regnfulde Seattle og lever et idyllisk – nej, tænk – liv med sin perfekte hustru, der er hjemmegående mor og succesfuld arkitekt på en og samme tid, og deres to mundhuggende unger. Selvfølgelig bliver der sat en stopper for familieidyllen, da en gruppe bevæbnede mænd invaderer familiens hjem og tager dem alle som gidsler. I månedsvis har banden, anført af den fæle Bill Cox, overvåget Jack og hans familie elektronisk som et led i en plan om at røve banken, hvor Jack arbejder. Cox forsøger nu med trusler mod Jacks familie at tvinge familiepatriarken til at hjælpe med at stjæle og overføre 100 mio. dollars fra bankens kunder.
Selvom banden ved hjælp af overvågningen ved så godt som alt om familien, lige fra børnenes allergier til familiens daglige rutiner, er det tilsyneladende gået dem forbi, at banken, hvor Jack arbejder, står overfor en større fusion, hvilket betyder at Jack ikke længere har adgang til bankkundernes kontodatabase. Kidnapningen bliver nu en mere langsigtet affære.
[image=13031]
Næsten vanen tro for flere af Harrison Fords tidligere roller prøver Jack instinktivt at gøre modstand, og et spil med katten efter musen begynder nu, hvor Cox ved hjælp af avanceret overvågningsudstyr holder skarpt øje med hver eneste af Jacks bevægelser.
Harrison Ford har formentlig været den primære årsag til at filmen “Firewall” overhovedet blev til, og Ford kender den slags film indgående og mestrer denne type roller helt ud til fingerspidserne. Han har spillet dem et utal af gange før. Hvad enten det var som præsidenten, der skulle redde landet, sin familie – og ikke mindst sit fly – i “Air Force One”, eller FBI-agenten Jack Ryan, der – sjovt nok – skal beskytte sit land og familie mod fæle IRA-håndlangere i “Patrioternes spil”. Og selvom Ford i “Firewall” mod sin type skal være en lidt nørdet IT-bankmand, går der nu ikke længe før han falder tilbage i en rolle, hvor vi kan genkende ham med dramatiske forsøg på at redde familien med snilde og en god portion vold. Paul Bettany spiller lederen af banden, den ondsindede Cox, med en elegant og intelligent kynisme, som dog er set før og hurtigt bliver uinteressant. Også Virginia Madsen synes her som Jacks kone at holde frikvarter efter sin langt mere interessante indsats i “Sideways” sidste år.
[image=13032]