[image=12905]
Med et næsten dobbelt så stort budget som den sidste “Star Wars” film (over $200 mio.) havde man forventet langt mere. Og med så meget i pengepungen kunne undertegnede ikke undlade at spekulere over, hvorvidt man ikke bare kunne have stjålet en masse klip fra Spielbergs nu 13 år gamle “Jurassic Park”, inkorporeret disse flottere skud i “King Kong” og stadigvæk have haft masser af penge tilbage til at betale de deraf følgende søgsmål? Men ret skal være ret. “King Kong” byder på masser af imponerende scener og scenerier. Den første time viser en bedårende udgave af 30’ernes New York og flere fine øjeblikke. Og den sidste halve time, hvor Kong slår gækken løs i New Yorks gader, er ganske enkelt eminent. Klimakset besidder det tiltrængte emotionelle punch, som resten af filmen desværre mangler.
[image=12910]
Karakterudviklingen er ofte ujævn ligesom filmens tempo. Watts sælger dog forholdet mellem hende og den enorme abe ganske hæderligt. Og Jack Black er i absolut topform som den grådige instruktør, der ser Kong som sin adgangsbillet til stjernerne. Men det er svært at engagere sig i filmens fortælling med et så papirtyndt og kedeligt persongalleri, der samtidig gør det sværere at abstrahere fra filmens triste facade.
I sidste ende virker det, som om Jackson har været så besat af tanken om at fuldføre sin barndomsfantasi, at han i processen har glemt, hvad der i sin tid inspirerede ham til overhovedet at lave projektet. “King Kong” er en ofte flot og underholdende fabel. Men i modsætning til Jacksons fænomenale “Ringenes Herre”-trilogi bliver historien i “King Kong” bedt om at servicere effekterne og ikke omvendt. En sådan prioritering tjener ikke denne potentielt stærke og rørende, simple fortælling, og da slet ikke når filmen varer over 3 timer. En trættende og monoton stiløvelse.
[image=12908]
Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Man valgte heldigvis at lægge nærmest al ekstramaterialet på udgivelsens anden disc, så man undgik at komprimere filmen for meget. “King Kong” ser virkelig godt ud på dvd. Der er tale om et dejligt skarpt filmisk transfer, som præsenterer filmens prominente blå/grønlige farvepalet på fineste vis. Fra øens grønne, varme skove til New Yorks kolde vinternat – farverne er simpelthen smukt gengivet. Transferet er helt som ventet blottet for komprimeringsfejl og digital støj, selv om der dog er en snert af edge-enhancement en sjælden gang imellem. Billedsiden gør dog ikke filmen nogen tjenester, idet kontrastforskellen mellem realoptagelserne og effekterne ofte virker endnu tydeligere end i biffen.
Selv om det ikke ville være uretfærdigt at mene, at “King Kong” stjal et par lyd-Oscars, som “War of the Worlds” burde have snuppet, ændrer det naturligvis ikke det faktum, at “King Kong” byder på et fremragende lydmix. Det engelske Dolby Digital 5.1 lydspor på er formidabelt. Talløse effektive panoreringer, masser af solid punch og stemningsmættet atmosfære – dette lydspor har det hele. Al dialog er tydelig og James Newton Howards fine (men rutineprægede) score folder sig også godt ud over hele kanalnetværket. Et af årets klart bedste lydspor.
[image=12907]
Det eneste ekstramateriale, der er at finde på disc 1, er en reklame for hvad der lader til at være en internetfilm om New York, samt en ligegyldig 2-minutters featurette, der primært tjener som en reklame for Volkswagen.
På disc 2 finder vi det brugbare ekstramateriale. Jackson og Co. udgav talløse såkaldte “Production Diaries” på internettet – små videoklip, der hver især fortalte om forskellige aspekter af filmens tilblivelse. En masse af disse blev udgivet for sig selv på dvd for nogle måneder siden, og de resterende er her på disc 2 omhandlende post-produktionen. Der bliver talt primært om klipningen, effekterne, lyden, etc. Sammenlagt har disse klip en spilletid på ca. 2 timer og 32 minutter, og de er alle fyldt med informative godbidder og et hav af glimrende behind-the-scenes optagelser. Sådan skal det sgu gøres.
Discen byder også på en fin introduktion til dvd’en af Peter Jackson (4 minutter), en interessant dokumentar om New York anno 1933 (29 minutter), og en morsom og velproduceret mockumentary (dog bydende på flere reelle facts) om øen, hvorpå en stor del af filmen finder sted (17 minutter). Fans af Jacksons morsomme “Forgotten Silver” mockumentary vil kunne nikke genkendende til stilen i sidstnævnte.
[image=12901]