Sex, vold og udødelig kærlighedPå reklamerne for “Tristan” er det bekendtgjort for alverden, at den er instrueret af den samme Kevin Reynolds der også stod bag “Robin Hood – Den fredløse” og “Waterworld”. Det lyder ærlig talt ikke som noget særligt godt argument for at se filmen i mine ører, men ikke desto mindre er “Tristan” langt bedre end man umiddelbart skulle tro og et aldeles hæderligt eventyr.

Filmen er baseret på det gamle keltiske sagn som er blevet fortolket og genfortalt i over 800 år, men som i dag formodentlig er mest kendt fra Wagners opera “Tristan og Isolde”. Det giver ikke frygteligt meget mening at kommentere hvorvidt filmen passer overens med den oprindelige historie, eftersom vi ikke ved meget om den, men den klassiske genfortælling handler om to unge der bliver voldsomt forelskede da de drikker en trylledrik, men som på grund af omstændighederne ikke umiddelbart kan få hinanden. Her i denne omgang er de metafysiske dele af historien dog skåret bort. Der ingen overnaturlige forklaringer i filmen – i stedet er den blevet genfortalt som en actionsfyldt eventyrlig romance.

Der er ufred mellem Irland og England. Englænderne står splittede og kan ikke forhindre irlændernes udplyndring af landet. Tristan (James Franco), som er blevet gjort forældreløs efter et irsk angreb, opfostres af Marke (Rufus Sewell). Drevet af sin hævntørst udvikler Tristan sig til en formidabel kriger. Han udtænker og gennemfører et angreb på en raserende irsk bande. På trods af sejr såres han imidlertid af et forgiftet sværd og falder i dybt koma. Hans venner (der ikke just er lægeudannede) tror han er død og sender ham af sted til den næste verden på vikingemanér i et brændende skib.

Ikke desto mindre driver båden på land i Irland hvor den skønne Isolde (Sofia Myles) finder ham. Hun ved en ting eller to om urtemidler og inden længe bringer hun Tristan til live igen. De to bliver naturligvis stormende forelskede, men forholdet er umuligt. Isolde er ikke alene irsk, hun er også datter af den selv samme konge hvis krigere Tristan dræbte.

Handlingen bliver en god del mere kompliceret, og der er forviklinger på stribe, men snarere end at takle dem på en overstadig “larger-than-life” græsk tragedie facon, holder filmen fokuset på den menneskelige side af historien. En af årsagerne til det er formodentlig Ridley Scott, der er en af medproducerne på filmen. Han har tumlet med ideen til en “Tristan og Isolde” film i årevis, og hans “Gladiator” tilgang til det klassiske materiale har tilsyneladende smittet af. Her er ingen guldbeklædte rustninge eller elfenbenstårne, og Tristan selv er oftere mudderet til end ren.

Som en historie om forbudt kærlighed med potentielt meget alvorlige konsekvenser, vækker filmen minder om f.eks. “Troja”, men hvor Paris og Helene ofte virkede som nogle egoistiske møgunger, er Tristan og Isolde langt mere bevidste om de potentielle konsekvenser af deres forhold. Mere end en gang skubber de deres egne følelser til side for pligten, hvilket også medvirker at historien bliver en god bid mere bevægende, eftersom de så tydeligt fortjener hinanden.