Salma vs. PenelopeSom Chris Rock sagde det ved sidste års Oscaruddeling, så er der fire… undskyld to gode grunde til at se “Bandidas”: frøkenerne Salma Hayek og Penelope Cruz. De rider, kæler, kysser, slås, sukker og skyder sig igennem filmens westernlandskab iført alt fra løstsiddende bondepigetøj til stramtsiddende korsetter i partypink. Deres medvirken er filmens raison d’être, og skal man se “Bandidas” skal det være for de to kvinders skyld, for resten af filmen er en omgang letbenet og klichéfyldt westernfarce.

Filmen foregår i Mexico, i 1880’erne, hvor jernbanen vrider sig frem igennem landet som en industriel slangekrop. Der er mange økonomiske interesser involveret i jernbanen, og desværre står både Marias (Penelope Cruz) bondefar og Saras (Salma Hayek) far, der er bankmand, i vejen for et amerikansk selskab, som vil tjene penge på jernbanen. De er repræsenteret af den overdrevent sleske skurk Mr. Jackson, spillet af Dwight Yoakam, der selv gerne vil sikre førtidspensionen på ganske uærlig vis. Saras far bliver dræbt og Marias hårdt såret. De to piger beslutter sig for at slå igen ved at blive bankrøvere og tømme det amerikanske selskabs banker for deres monetære indhold.

Det er formodentlig også med primært monetære hensigter, at filmen er blevet til i første omgang. Man mistænker lidt filmproducenterne for at have kigget folkene bag “Freddy vs. Jason” over skulderen, da de skulle markedsføre denne film. Det er i grunden samme koncept bare med betydeligt flottere frontfigurer. Handlingen i “Bandidas” er tynd som en tortilla og kun rullet for at vi kan have en undskyldning for at se de to skønheder slå sig løs på ganske slap line. Deres roller som den uvidende bondepige og den forkælede rigmandsdatter er så hule, at man ikke ser Sara og Maria for sig, men Salma og Penelope. Det er kemien imellem de to, der må bære filmen, og det skal så indrømmes, at de to skuespillerinder også har nok personlig charme og indtagende kurver til at man til tider glemmer hvor åndssvag resten af filmen er.

Der er ikke meget i manuskriptet at arbejde med for Hayek og Cruz. Og meget bedre er det heller ikke for deres medspillere. Yoakam er som skurk ikke særlig farlig, men ganske svedende. Den stedvis sjove Steve Zahn spiller en CSI-ekspert før der overhovedet var noget der hed det. Hans primære opgave i filmen er dog ikke at afsøge gerningssteder, men at tage imod så mange kys som muligt fra Hayek og Cruz (heldige asen) og så ellers se lidt forfjamsket ud når pigerne bliver lige vovede nok. Gode gamle Sam Shephard dukker også op i en lille rolle som en eks-bankrøver, der bliver pigernes personlige træner! Jo jo den er god nok – træner. I filmens dummeste sekvens oplærer Shephard de to potentielle bandidas i at røve banker ved at: lade dem løbetræne med hinanden på ryggen, tage armbøjninger nedsunket i vandløb, styrketræne ved at hænge dem ud over en stormende flod… for at lære at røve banker! Det er faktisk så dumt, at det ender med at blive sjovt.

Og sådan er filmen egentlig også. Ganske tåbelig, men egentlig ganske underholdende når det kommer til stykket. Filmen er helt bevidst om sin overfladiske natur og kun i nogle få øjeblikke kommer det til at handle om seriøse emner som Mexicos frihed og om at finde sin plads i livet. Her sætter man hurtigt sporerne i støvet overfor filmens moraliseren, men de scener er få, og når korsetterne bliver spændt ind og seksløberne brager løs er Bandidas en morsom film, med bankrøverierne som højdepunkter.