I en tidsalder hvor ekstremt velsmurte og superunderholdende animationsfilm så som “Shrek”, “Find Nemo”, “Toy Story” og “De utrolige” er hverdagskost så er Fox’s række af film indenfor genren (“Ice Age” og “Robotter”) så absolut de mere beskedne af slagsen.

Den første “Ice Age” var en ganske fin omend ikke voldsomt inspireret historie om tre dyrs oplevelser under istiden. Opmærksomheden var dog først og fremmeste rettet mod det virkeligt vellykkede indslag og filmens egentlige stjerne: Det lille stædige og agernelskende egern Scrat. Som en anden hjulbensjagtende prærieulv er Scrat på kronisk udkik efter de agern der konstant er lige akkurat uden for hans rækkevidde.

Scrat er tilbage i “Ice Age 2: På tynd is” og denne gang med en større rolle, selvom den stadig har meget lidt med hovedhandlingen at gøre. Den følger de tre venner: mammutten Manny, det plagsomme dovendyr Sid og den små-mugne sabeltiger Diego. Istiden er åbenbart ved at være ovre. Isen er i hvert fald begyndt at smelte i den dal hvor vennerne lever, hvilket uheldigvis betyder at de må skynde sig væk inden dalen bliver oversvømmet. Efter et par meget hastige indledende manøvrer så handler filmen om denne tur og de problemer de tre får inden de når frem. Undervejs møder de den kvindelige mammut Ellie. Ellie og Manny er tilsyneladende de sidste mammutter der er tilbage, så de skulle gerne skynde sig at tage forholdet til et fysisk niveau hvis ellers deres art skal overleve. Det bliver uheldigvis besværliggjort af at Ellie er dybt overbevidst om at hun er en pungrotte.

Hovedhistorien om dyrenes vandring gennem dalen bliver afbrudt omtrent hvert kvarter hvor vi i stedet følger korte optrin fra Scrats jagt på agern. Ikke overraskende er det i disse øjeblikke at filmen tager liv, resten af tiden er den temmelig forudsigelig og lidt småkedelig indimellem. I forhold til Pixar og DreamWorks’ forkærlighed for ordspil og dobbeltbetydninger, så er “Ice Age” stort set uden den slags finesser. Dens humor er først og fremmest fysisk slapstick. Dialogen er ofte gumpetung, særligt de romantiske stunder mellem Manny og Ellie virker klodsede.

Til gengæld er de fysiske dele opfindsomme. F.eks. i en sekvens hvor Scrat er ved at falde ned af et isbjerg men reddes i sidste øjeblik da hans tunge klæber fast til isen. Hvorefter han må klatre op af sin egen tunge… viljestyrke kan man ikke just frakende ham.

Hovedfigurerne er naturligvis Manny og Sid, hvis roller og forhold er stort set identisk med Shrek og Æslets i “Shrek” filmene, blot en del mindre sjovt. Sabeltigeren Diego, der stod for en stor del af historien i forrige film, er fuldstændig overflødig her og er blevet reduceret til en angstfyldt missekat der synker rædselsslagen sammen ved synet af vandpytter. Måske er det en bivirkning af al den vegetarmad han formodes at spise nu (med mindre han da æder et af de små nuttede dyr hver gang historien forgår et andet sted).