Udsigtsløse lortejobs er denne verden fuld af, men det er ikke så tit at de bliver taget op i filmverden. Det er egentligt ærgerligt, for de fleste af os har stiftet bekendtskab med dem og de leverer læssevis af absurd drama og groteske situationer at tage fat på. Det er der formidable eksempler på i “Factotum”, filmatiseringen af Charles Bukowskis roman (udgivet på dansk som “Alt forefaldende arbejde”).

“Factotum” betyder en person der er beskæftiget i mange forskellige jobs og det er hovedpersonen i denne historie, Henry Chinaski (Matt Dillon), så sandelig. Hans tre store passioner er skrivning, druk og kvinder. Han drømmer om at bliver forfatter men der er langt til succesen og imens bliver han nødsaget til at påtage sig det ene mere uinspirerende og ydmygende job efter det andet. “Påtage” er måske så meget sagt, for den gode Chinaski er ganske fremmed overfor den pligtfølelse som man forventes at føle overfor et arbejde. F.eks. sættes han til at køre leverancer med en varevogn fuld af is, men han parkerer ubekymret bilen udenfor en bar og går ind for at drikke mens isen langsomt smelter udover fortovet. Ikke overraskende beholder han sjældent et arbejde særligt længe.

Undervejs støder han på forskellige kvinder. Først og fremmest Jan (Lili Taylor) som deler hans begejstring for de våder varer, samt Laura (Marisa Tomei) der klarer sig takket være sin rige velgører.

Bukowskis roman er selvbiografisk i den forstand, at dens emne er forfatterens eget liv, men dog i form af den fiktive karakter Henry Chinaski. Derved gav den Bukowski en større kunstnerisk frihed end hvad der ellers var muligt. Chinaskis liv har en gang tidligere været filmatiseret i “Barfly”, hvori Mickey Rourke havde hovedrollen. Romanen “Factotum” er mere en serie af oplevelser end en typisk tre akts fortælling og ligeledes er filmen en mosaik af episoder omkring Chinaskis liv leveret i et mageligt tempo der – ligesom Chinaski selv – søvnigt slentrer sig gennem tilværelsen. Vi er for det meste placeret i indelukkede små rum hvorfra vi får et pusterum når han stirrer ud mod byen og udspyr perlerækker af digte og prosastykker.

Som historien skrider frem fortaber Henrys verden sig mere og mere i spirituståger og tobaksrøg fra snuskede barer og stripklubber, men samtidigt vokser hans talent. Undervejs underholdes vi af forrygende episoder af komik og tragedie – gerne i en og samme scene. Handlingen ledsages af lakonisk dialog der blot berører overfladen af det isbjerg vi fornemmer. Den umiddelbart sære cocktail af den norske instruktør Bent Hamers underspillede, lettere tungsindige, humor og den fandenivoldske roman, rammer en betagende tone der stille og roligt sniger sig ind under huden.

Matt Dillon har næppe nogensinde været bedre. Hvis hans birolle i “Crash” antydede et større potentiale, så beviser han her med al tydelighed hvor god han kan være, blot han har det rigtige materiale at arbejde med. Dillon griber rollen som Henry anderledes neddæmpet an end Mickey Rourkes mere flyvske, men også glimrende, fremstilling. Hans lidt mutte udtryk smelter perfekt sammen med rollen og det er imponerende at se ham slæbe sig omkring med en tyngde som om hans korpus vejede 300 kg. Han spiller som en der har en kronisk brandert på, men som er vant til at bære den. Han bliver dog også fornemt suppleret af Marisa Tomei og særligt Lili Taylor.