“I’m a New Yorker – I live with fear every day”I 1996 åbnede rockmusicalen “Rent” på Broadway, og den har været der lige siden. Stykket hører til i den tunge ende af berømte musicals, som er blevet en fast del af byens repertoire, og hvor New York’erne sammen med turisterne igen og igen kan opleve en syngende version af historien om byen i 80’erne, da AIDS dukkede op.

Historien handler om otte mennesker, der alle bor i East Village, som på det tidspunkt er et fattigt kvarter. Vi møder en dokumentarfilms-
instruktør, en musiker, en bøsse, en transvestit, en stripper og to lesbiske, hvoraf den ene er advokat og den anden performancekunstner. De drømmer om kærlighed og et liv centreret om deres kunstneriske udfoldelser, men virkeligheden byder mest på knuste hjerter, en evindelig jagt på den næste husleje og en overskyggende fare i form af AIDS.

Skuespillerensemblet består både af folk fra Broadway og fra filmens verden, hvoraf Taye Diggs og Rosario Dawson er de mest kendte. Man fornemmer en stor forskel i spillestilen fra de to typer skuespillere, og Broadwayfolkene kæmper med en teatralskhed, der på ingen måde passer til filmmediet. Til gengæld er det en åbenbaring at følge Rosario Dawson i rollen som stripperen og stofmisbrugeren Mimi. Med film som “Kids” og “Sin City” i rygsækken kan der ikke herske tvivl om hendes talent eller underskønne udseende. Ikke desto mindre kan “Rent” føje en dejlig stemme og tydelig musikalitet til hendes CV.

Det kan være problematisk at overføre et teaterstykke til film uden at foretage de fornødne omformninger, som filmmediet altid vil kræve. “Rent” er en filmet teatermusical, og det er med til at gøre fortællingen kejtet og teatralsk i sin fortælleform. Derudover er “Rent” et eksempel på en musicalstil, der hverken indeholder nyskabelser eller den mindste elegance i sin egen ret. Musiknumrene er, bortset fra duetten “Take Me or Leave Me”, kedelige og gennemsnitlige eksempler på rock-sange, der lyder som tusind andre, uden at man kan skelne dem fra hinanden.

Derudover har filmen store problemer med at få etableret en fortæller. Det indledende nummer synges af de otte karakterer, stående i hver sin lysstråle på en tom, mørk teaterscene. Her får man altså forklaret at personerne alle er medvirkende i et teaterstykke og ikke ‘virkelige’ personer indenfor filmens univers. Dernæst hopper filmen over til nogle dokumentarfilmsoptagelser fra New Yorks gadeliv medfulgt af en voice-over, der tilhører den dokumentarfilmsinstruktør, der er en af de otte karakterer. Det giver selvfølgeligt indtryk af, at det er hans version af historien, vi nu skal høre – hvis det ikke lige var fordi, at fortællervinklen skifter endnu engang til den mest brugte stil i form af en alvidende fortæller. Den slags rod er ret overraskende taget i betragtning af, at det er Chris Columbus, der er filmens instruktør. Han er en udpræget mainstreaminstruktør, og med “Rent” er han kommet på glatis ved mødet mellem filmen og teatret, og han magter ikke at gøre “Rent” til en filmatisering i sin eget ret.