Kong vender tilbage i et tre timer langt sansebombardement. De fantastiske effekter til trods, er intet computerskabt inferno mere betagende end Kongs egne bedrøvede øjne, når han stirrer længselsfuldt på Naomi Watts og sin egen skæbne. På overfladen virker ideen vanvittig. At fyre millioner og atter millioner af dollars af på en genindspilning af en film, der regnes for en milepæl i filmhistorien, og som allerede er forsøgt genindspillet uden synderlig stor succes. Den meget middelmådige “King Kong” fra 1976 blev endda efterfulgt af den deciderede mislykkede “King Kong lever” fra 1986. Ikke desto mindre må man konstatere, at hvis nogen har haft succes med at tackle tilsyneladende umulige filmprojekter, så er det Peter Jackson.

Under depressionen i USA har filmskaberen Carl Denham store ambitioner. Han vil skabe en utrolig eventyrfilm med enestående optagelser, som ingen har set før. Netop hjemvendt med friske safarioptagelser og en plan om at føre et filmhold til en ukendt ø, må han dog konstatere, at hans chefer på ingen måde deler hans begejstring. Inden de når at skrotte hans ide, foretager Denham imidlertid en drastisk handling: han stjæler en favnfuld filmruller og tager af sted inden selskabet når at standse ham. Han mangler dog en kvindelig stjerne, og møder tilfældigt den kønne Ann Darrow, en ung falleret skuespillerinde, der indvilliger i at tage med på ekspeditionen. De får desuden følgeskab af Jack Driscoll – manuskriptforfatteren, som meget mod sin vilje ender med at komme med på turen.

Med det rustne skib Venture ankommer holdet til Skull Island, der viser sig absolut ikke at værre ubeboet. En stamme bestialske indfødte angriber eventyrerne og bortfører Ann. De indfødte tilbyder hende som levende offer til Kong, den gigantiske abe der hersker på øen. Han tager hende, men det er som om, at hun vækker noget inde i Kong, og i stedet for at tage en bid, begynder han i stedet at beskytte hende. Og det bliver der brug for, da de angribes af øens utallige og dødsensfarlige dyr. Samtidigt forsøger Denham og Driscoll desperat at trænge igennem junglen for at komme Ann til undsætning.

De to tidligere udgaver af “King Kong” har haft en lidt grotesk, seksuel undertone i forholdet mellem den dyriske kæmpeabe og den blonde jomfru. Det har ofte virket utroværdigt, og ærlig talt lidt latterligt, at aben skulle nære nogen form for romantiske følelser til kvinden. I Jacksons udgave fungerer forholdet imidlertid perfekt. Det der binder dem sammen, er deres fælles leg og Kongs trang efter en følgesvend. Han er tydeligvis ganske isoleret og alene på øen. I en nøglescene opfører hun en dans for ham, og vi fornemmer en forløsningen i abens øjne.

Filmen tager sig god tid til at bygge stemningen op og introducere sine hovedpersoner i scener, der viser at Jackson ikke kun er effekternes mand, men også en dygtig personinstruktør. Den afsatte tid betaler sig og giver en større dybde i aktionssekvenserne. Vi er omtrent en time inde i handlingen, da Kong endeligt dukker op, og herfra går det for alvor løs. Vi bliver kastet ind i den ene mere overdådige effektscene efter den anden. Synet af Kong der styrter gennem junglen eller i kamp mod en tyrannosaurus giver baghjul til alt, hvad der tidligere er set i film som “Jurassic Park”. Selvom de alle er flot udført, så er Jacksons forkærlighed for spektakulære aktionssekvenser næsten ved at tage magten fra ham, og et par af dem føles ganske overflødige. Ø-sektionen af filmen ender med at fylde så meget, at det sidste akt føles temmelig kortfattet.