Dette års julefilm indfrier til fulde forventningerne til sæsonens obligatoriske, romantiske drama. Den er sød, tragisk og tilnærmelsesvis underholdende, men så heller ikke ret meget mere. Diane Keaton brillerer dog i en af sine bedste roller.

Det er jul. Storfamilien Stone samles hos forældrene. Der er den døve, homoseksuelle søn Thad og hans kæreste Patrick. Datteren Susannah, som er husmor og med karrieremand og ikke mindst er der den konfrontationssøgende collegestudine Amy. Familien Stone har yderligere to sønner: den fortabte, potrygende søn Ben og den ældste søn Everett. Den sidste medbringer sin nye kæreste Meredith, der er et snobbet, turbosnakkende overklasseløg, som ingen bryder sig om. Familiens overhoved er den bramfri moder, og hun er heller ikke meget for sønnens erobring. Helt galt går det, da Everett beder om at få bedstemoderens ring, så han kan fri til sin udkårne. Samtidig hænger der en tung sky over familien; moderen er uhelbredeligt syg, og denne jul er sandsynligvis hendes sidste.

“The Family Stone” handler først og fremmest om kærlighed, men også om tilgivelse og om familiens stærke bånd.

Jessica Parker Smith er de moderne singlekvinders ikon med sin rolle som Carrie i tv-serien “Sex and the City”. Af samme årsag kan det også være svært at tro på hende som den umiddelbart skrækkelige Meredith. Men hun gør sit bedste, og formår faktisk at ryste sin fortid af sig og gøre et troværdigt indtryk. Absolut bedst er Diane Keaton. Hendes rolle er ikke alt for dominerende, og det giver plads til en række andre fine præstationer fra de øvrige medvirkende. Det er da også usandsynligt, at hun alene ville have kunnet trække hele filmen. Den lider af et mildest talt forudsigeligt manuskript og “The Family Stone” hæver sig aldrig over middelmådigheden.

“The Family Stone” er et varmt portræt af en familie, og det er dér, den har sin styrke. Thomas Bezucha er ikke nogen ueffen personinstruktør, og han er i stand til at få familien til at virke overbevisende. Filmen er nok nærmere en romantisk tragedie end en komedie. Der er langt mellem latterudbruddene, og det taler absolut til filmens fordel, at man ikke har ladet den synke ned på et latterligt falde-på-halen-niveau. Den fungerer for så vidt fint som en lille øjebliksfortælling. Det er blot synd, at det hele foregår på et så overfladisk plan, at man aldrig helt når at fordybe sig i personerne. Man kunne næsten kalde det for et forsøg på overfladisk fordybelse. Der er ikke drama nok til at gøre fortællingen vedholdende interessant, og der bliver slet ikke kradset nok i overfladen.