Et knaldgult lærred fylder hele nethinden til tonerne af punkbandet The Clash. Pludselig er vi på en parkeringsplads, hvor en tydeligvis distræt og uinteresseret Åke forsøger at hægte en mand, han netop har fyret, af sig. Manden gentager: [i]Jeg er ikke blevet fyret, jeg er ikke blevet fyret[/i] i et desperat håb om at ordene skal være sande. Åke når frem til sin bil og kører væk fra den bedende, nu arbejdsløse, person. Er vi havnet i en efterfølger til Roy Anderssons “Sange fra anden sal”? Nej, det er Simon Stahos nye film “Bang Bang Orangutang” – en hæsblæsende lille sag fra en dansk instruktør, der dog virker mere svensk end Systembolaget. Og det er en mindeværdig karruseltur, om end noget udsvævende og manisk. Men mister den fodfæstet indimellem så tør den i hvert fald en masse.

Staho har siden sin debutfilm “Vildspor” holdt sig til den anden side af Øresund. Sidst blev det til den modige og minimalistiske “Dag og Nat”, der dog ikke gav den store lyd fra sig herhjemme. Skudt i Sverige og med svenske skuespillere er der vel ikke noget at sige til, at hr. og fru Danmark hold sig hjemme, men det har åbenbart ikke afholdt instruktøren fra at fortsætte i samme tråd. I “Bang Bang Orangutang” holder Mikael Persbrandt endnu engang fanen højt i hovedrollen, nu som firmamanden Åke, der på tragisk vis må se hele sit liv forsvinde ned i afløbet. Konen Nina (Lena Olin) forlader ham og forbyder ham at se datteren. Resten af familien udstøder ham, og snart er han på samfundets bund. Men midt i al elendigheden møder han den unge Linda (Tuva Novotny), der tænder kærligheden i ham igen. Helt så enkelt skal det dog ikke vise sig at være, især ikke når det er Staho som dirigerer løjerne.

Stilistisk holder “Bang Bang Orangutang” sig op ad “Dag og Nat”, hvor kameraet udelukkende var anbragt bag forruden i en bil. Kammerspillet er nu blevet udvidet til også at bevæge sig udenfor bilen i ny og næ, og Staho leger med alverdens kameraformater, farvefiltre og hvad han ellers kan finde på. Det er en legesyghed som flyder over i filmens fortælling, og som kan virke en anelse sadistisk i sin næsten kliniske nysgerrighed – som et lille barn der brænder myrer med et forstørrelsesglas.

Historien, som er skrevet af Simon Staho og Peter Asmussen (medforfatter på bl.a. “Breaking the Waves”) skifter mellem det grinagtige og det hjertevridende, hvilket understreges af filmens bratte klip i både billeder og lyd. Støjende punkmusik og sart klaverspil afløser hinanden uden varsel, og på samme måde er der både grumsede natoptagelser, kolorerede tableauer, og scener hvor kun enkelte elementer i billedet er farvelagt. Ikke kun stil for stilens skyld, heldigvis, for brutaliteten og den vekslende improvisation tilfører det hele en galskab og en spænding som rækker ud over lærredet og ind i kroppen. Som et mareridtsagtigt syretrip, der tilfører den svenske folkesjæl, set gennem Lucas Modyssons og Roy Anderssons trøstesløshed, en fabulerende, til tider øm, selvransagelse. Der sigtes ikke efter nihilisme, men den karnevalistiske tilgang truer dog ofte med at blive for meget af det gode, især de steder hvor følelserne og personernes forhold er blevet bygget troværdigt op, men siden druknes i galgenhumor, absurdisme ad absurdum og løjerlige kommentarer, der har den skyggeside at trække realismen ud af fortællingen. Hvis vi skal græde og le vil vi også have noget at græde og le ad – noget som giver genklang i det genkendelige og som ikke føles falskt. Her er Staho og co.’s armbevægelser lige lovligt kåde og omsigsvingende for at kunne ramme plet.

Persongalleriet er fyldt med vanvittige typer, men især Persbrandt gør en god figur som klovn i jakkesæt – han beviser endnu engang, at han kan spille røven ud af bukserne. Men også Mimi Benckert-Claesson bør fremhæves som en særdeles glimrende barneskuespiller, der virkelig bevarer illusionen i en svær rolle.