“Lord of War” er en sær størrelse. Det er ikke en actionfilm, men heller ikke en komedie. En satirisk kommentar vil nok være det bedste label at sætte på her. Under alle omstændigheder er filmen en sort kommentar til verdenssituationen. Den har af samme årsag mange moralske pointer den gerne vil have med. Heldigvis når den aldrig at blive kvalmende – ikke mindst i kraft af en fantastisk Nicolas Cage og et velfungerende originalt manuskript, der formår at binde budskab og indhold sammen.
[image=11529]
Yuri Orlov bor i Amerika med sin far, mor og bror. De er kommet til landet fra Ukraine for mange år siden, og ernærer sig ved at drive en lille restaurant. De bor i New York i en af de forfaldne bydele. Der er absolut intet der tyder på, at hverken Yuri eller broderen nogensinde skal blive til noget. Da Yuri overværer en af de hyppige gangsterlikvideringer i kvarteret, får han øjnene op for, at der må være et stort behov for våben i de endeløse mafiakonflikter. Han starter i det små med nogle importerede Uzi’er, men indser, at det store marked ikke er i de lokale småkonflikter, men i verdens mange krigszoner. Sammen med sin bror begynder han at rejse rundt og sælge illegale våben til både guerillaoprørere og diktatorer. Han har ingen kvaler med at sælge våben, der bruges til nedslagtning af uskyldige mennesker, for det er jo ikke hans krig, som han siger. Imidlertid bliver det moralske pres for stort for broderen, der må indlægges for narkotikaafvænning og stå af våbenræset. Yuri fortsætter ufortrødent, og rammer en guldgrube, da den kolde krig afsluttes, og de tidligere sovjetstater pludselig har enorme våbenlagre, der ikke skal bruges længere.
[image=11530]
Yuri bliver ufattelig rig, og får sig en underskøn kone, en penthouselejlighed og limousine. Hans hemmelige liv, på kant med loven som våbenhandler, får pludselig nye konsekvenser, da han får andre mennesker at tage hensyn til. Ikke mindst fordi han åndes i nakken af en vedholdende forbundsagent, der vil gøre alt for at ramme den mægtige Yuri Orlov.
Det er hovedpersonens monolog, der guider os gennem “Lord of War”. Filmens narrative struktur og den sorte, lidt tørre humor og tilgang til tilværelsen bringer tankerne hen mod “Fight Club”, selv om de to film ellers ikke kan sammenlignes. Det er både fortællingen om et liv og en person, der selv om hans handlinger ikke er videre sympatiske, alligevel vinder vores sympati, og fortællingen om en situation. Det moralske aspekt af historien vægter af og til lidt tungt – lige på grænsen til der, hvor det bliver for meget. Publikums intelligens og evne til at lægge to og to sammen undervurderes til tider, men heldigvis gennemsyres filmen også af humor, der får det groteske og forfærdelige til at nå ind under huden alligevel. Et af filmens bedste elementer er det bizarre forhold Yuri får til en af verdens mest grusomme mænd, diktatoren Andre Baptiste, der spilles fremrages af Eamonn Walker.
[image=11531]