[image=11539]
Vi møder indbrudstyven Harry Lockhart der, efter et mislykket kup hvori hans medsvorne bliver skudt, i flugt løber ind til en skuespilscasting. Harry er så oprevet over vennens død at han højlydt udtrykker sin anger, der af testpanelet fejlfortolkes som talent. Han bliver derfor fløjet til Hollywood for at blive testfilmet til en hovedrolle i en kommende film. For at oplære Harry til sin kommende rolle, ansætter studiet en ægte privatdetektiv som bliver kaldt Gay Perry, eftersom han er bøsse. Han forklarer Harry at virkelighedens detektivarbejde ikke ligner filmens verden det mindste, men alligevel bliver Harry lynhurtigt rodet ud i et dybt forvirrende mysterium med en hastigt voksende bunke lig.
[image=11540]
Harry er ikke alene indgangen til historien, han fortæller den også med en klassisk voice-over. Han viser sig at være en temmelig upålidelig kilde. Han springer i historien, kritiserer filmens plot og ændrer elementer han ikke bryder sig om. Hvorvidt filmen formodes at have en relation til virkelige hændelser eller overhovedet ikke eksisterer udenfor hans hoved er et åbent spørgsmål. “Kiss Kiss, Bang Bang” er proppet med sjove referencer og morer sig over at påpege genrens konventioner, samt at udvikle sig i retninger, man ellers absolut ikke gør i den slags film.
[image=11541]