I de billige amerikanske pulphæfter fra 30’erne, mødtes desperate damer og hårdkogte privatdetektiver i kaotiske krimimysterier. Hæfterne var skrevet til den mandlige arbejderklasse der ikke havde råd eller lyst til at købe finlitterære værker. Den simple formel var at der skulle være konstant spænding. Det medførte at hver gang handlingen i en historie begyndte at trække lidt ud, trådte der en bevæbnet mand ind ad døren. En af de dygtigste skribenter var Raymond Chandler, der startede med nogle beskedne historier, men som med tiden skiftede hæfterne ud med bøger og transformerede genren til en kunstform. Han leverede desuden materiale til film noir klassikere som “Sternwoodmysteriet”, “Murder, My Sweet” og “Double Indemnity”.

“Kiss Kiss, Bang Bang” handler først og fremmest om film som disse. Den er en krimikomedie der konstant træder et skridt ud af genren og kigger ind med et skævt smil. Filmen er opdelt i kapitler, der alle har navn efter et værk af Raymond Chandler.

Vi møder indbrudstyven Harry Lockhart der, efter et mislykket kup hvori hans medsvorne bliver skudt, i flugt løber ind til en skuespilscasting. Harry er så oprevet over vennens død at han højlydt udtrykker sin anger, der af testpanelet fejlfortolkes som talent. Han bliver derfor fløjet til Hollywood for at blive testfilmet til en hovedrolle i en kommende film. For at oplære Harry til sin kommende rolle, ansætter studiet en ægte privatdetektiv som bliver kaldt Gay Perry, eftersom han er bøsse. Han forklarer Harry at virkelighedens detektivarbejde ikke ligner filmens verden det mindste, men alligevel bliver Harry lynhurtigt rodet ud i et dybt forvirrende mysterium med en hastigt voksende bunke lig.

Undervejs møder han også sin barndomsveninde Harmony, der tilbeder en fiktiv detektiv ved navn Johnny Gossamer. Da hun også pludselig kommer i problemer, spiller Harry detektiv, hovedsagligt for at imponere hende. Sammen bliver de tre kastet ud i adskillige livsfarlige begivenheder.

Harry er ikke alene indgangen til historien, han fortæller den også med en klassisk voice-over. Han viser sig at være en temmelig upålidelig kilde. Han springer i historien, kritiserer filmens plot og ændrer elementer han ikke bryder sig om. Hvorvidt filmen formodes at have en relation til virkelige hændelser eller overhovedet ikke eksisterer udenfor hans hoved er et åbent spørgsmål. “Kiss Kiss, Bang Bang” er proppet med sjove referencer og morer sig over at påpege genrens konventioner, samt at udvikle sig i retninger, man ellers absolut ikke gør i den slags film.