Charme og selvtillid kan gøre underværker for en film. I “Mr. & Mrs. Smith”‘s tilfælde er det to drabeligt nødvendige kvaliteter, som redder filmen fra en langsommelig død i konventionernes helvede. Manuskriptforfatter Simon Kinberg rejste Hollywood rundt i årevis i et forsøg på at sælge denne fortælling om et ægtepar, som ikke aner, at de begge er superagenter for hver deres konkurrerende agentur. Det kommer ikke som nogen stor overraskelse. Havde det ikke været for Brad Pitt og Angelina Jolies interesse, som nok af mange betegnes som de mest sexede repræsentanter af hver deres respektive køn, var “Mr. & Mrs. Smith” sikkert bare røget i papirkurven. Om det var godt eller skidt, er et spørgsmål, der indbyder til en smule debat.

Hr. Kinbergs fortid er bestemt ikke betryggende. “Mr. & Mrs. Smith” er muligvis den unge forfatters bedste værk til dato, da hans CV indtil videre kun kan bryste sig af “xXx 2”, samt en smule ukrediteret arbejde på velansete nymoderne klassikere som “Fantastic Four” og “Catwoman”. Og ja, det er desværre rigtigt: manden har skrevet “X-Men 3”. Men nok om fortiden og fremtiden. Kinbergs arbejde på filmen er naturligvis vigtigt og bør fremhæves. Ud af alle filmens elementer, er det hans tjans på filmen, der lader mest tilbage at ønske sig.

Filmens adskillige stunts er flotte. Actionscenerne blændende. Kulisserne imponerende. Musikken, lyden og billederne alle stærkt effektive. Og så kan vi naturligvis ikke komme uden om Brad og Angelina. Ja, de er så rare og charmerende, at man hurtigt føler sig så dus med dem, at man helt naturligt blot benytter deres fornavne. Hvad der skete bag kameraet imellem de to stjerner, er blevet dokumenteret i et sandt ocean af ‘Kig Ind’ og ‘Se & Hør’ magasiner, og det er tydeligt, at deres kemi i den virkelige verden har gavnet dem foran kameraet. Man trækker på smilebåndet, klukler og griner endda højlydt en gang eller to, mens de to udveksler tæsk – verbalt såvel som fysisk.

Men velvidende at den har verdens to hotteste superstjerner på rollelisten, synes filmen ofte uvillig til at manøvrere uden om genrens lette genveje. Hoveddilemmaet i “Mr. & Mrs. Smith” er forholdet mellem Smith parret, og hvordan de håndterer deres nyfundne viden om hinanden. Når denne konflikt ikke er i hovedsædet, synes filmen at efterlade et enormt tomrum. Et tomrum, der får filmens to timer til at virke som tre. Det er ligesom at blive inviteret til stor fødselsdag hos en god ven, for derefter at være nødsaget til at blive siddende og smile falsk, mens hele den berusede familie tilsyneladende fyrer den samme, kedelige tale af.

Men under alle omstændigheder fik jeg mig da bestemt et par grin med på vejen. “Mr. & Mrs. Smith” har bestemt sine øjeblikke, og er man i det rette selskab såvel som humør, vil filmens indtryk sandsynligvis blive effektiviseret. Ellers er der desværre ikke så meget at komme efter. Når den kører på alle cylindere, finder man sig ofte på kanten af sædet med koncentrationen i orden. Men i resten af filmen vil man sandsynligvis blot stirre på uret og klø hovedbunden. For en talentfuld instruktør som Doug Liman er det her altså ikke helt godt nok.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format.
“Mr. & Mrs. Smith” ser meget, meget flot ud på dvd. Det er naturligvis også at forvente af en splinterny, storbudgetteret blockbuster. Filmholdet har benyttet sig af både mange forskelligartede locations såvel som filtre, og igennem langt størstedelen af filmen fungerer den alsidige billedside fortrinligt. Farverne sprudler af visuel energi, kontrasten er intet mindre end perfekt, og der er ingen edge-enhancement, artifacts eller digital støj, som distraherer. Havde det desværre ikke været for lidt billedlig blødhed, ville en 6-stjernet vurdering have været en klar mulighed.

Audio”Mr. & Mrs. Smith” dvd’en er den stolte ejer af både et Dolby Digital 5.1 og et DTS-spor. DTS-sporet har en næsten dobbelt så høj bitrate som Dolby sporet, men det er sjældent til at høre. Panoreringerne og effekterne kommer lidt mere naturligt til udtryk via DTS-sporet, men fælles for begge spor er, at de byder på stakkevis af effektive panoreringer, masser af aktivitet i samtlige kanaler, og dejlig, brummende brug af subwooferen. Du vil sandsynligvis ofte fange dig selv i at dukke til højre og venstre under filmens mange actionscener, hvor raketter og kugler flyver om ørene på én fra alle retninger. Heldigvis bliver filmens brug af stemningsfuld atmosfærelyd heller ikke kvalt af de talløse eksplosioner og patroner. Musikken, skrevet af én af nutidens mest interessante komponister, John Powell, får også lov til at fylde godt, og dialogen er distinkt. Imponerende.

EkstramaterialeDvd’en byder på to kommentarspor. Det første er med instruktør Liman og manuskriptforfatter Kinberg. Det er et overraskende godt spor. De to taler flittigt og oprigtigt om både filmen og dens tilblivelse, og der er faktisk ingen nævneværdige pauser. Kinberg virker dog, ligesom på kommentarsporet på “xXx 2” dvd’en, en smule selvhøjtidelig og selvtilfreds. Han forsøger ofte at sætte filmen op på en pedistal, hvor den slet ikke hører hjemme. Liman besidder heldigvis mere perspektiv. Kinberg har dog ikke noget imod at pointere, hvornår der bliver improviseret. Det er sjovt nok ofte i filmens bedste scener.

Sporet er en underholdende lytteoplevelse, og jeg fandt det let at se hele filmen igennem med de to mænds stemmer som akkompagnement. Blandt sporets mest mindeværdige anekdoter er historien om Pitt, der drak sig fuld under filmens første dansescene, samt det faktum at der blev affyret intet mindre end 250.000 løse skud under indspilningerne. De koster for øvrigt en dollar stykket.

Det andet spor er med producerne Lucas Foster og Akiva Goldsman. Hverken dette eller det førnævnte kommentarspor kommer med mange tekniske informationer, hvilket der garanteret er nogle, som vil efterlyse. Men det er også et ganske fint spor, selv om der er et par gentagelser fra det andet spor, og det af og til er lidt tørt med mange finansorienterede kommentarer. Men jeg vil mene at fans af filmen vil kunne få en hel del ud af begge kommentarspor. En fed feature er også, at begge kommentarspor er tekstet, så man eventuelt kan læse kommentarsporene, mens man ser filmen med fuld skrue på lyden.

“Making a Scene Featurette” er en sølle 8-minutter-lang gennemgang af scenen, der finder sted, umiddelbart efter parret har fået bekræftet deres teorier om hinanden. Et par personer bliver interviewet, og en del interessante informationer bliver leveret. Man følger interesseret med, men man kunne godt have ønsket sig noget mere. Meget mere.

Der er tre slettede scener med en samlet varighed på lige godt og vel 8 minutter. Den første byder på et lille solotrip med Vince Vaughn, og det er egentlig ganske morsomt. Men de to andre scener er begge lidt overflødige.

Dvd’en starter ud med trailerne til “Fantastic Four”, “Guess Who”, “Fever Pitch”, “In Her Shoes” og “Into the Blue”, og den indeholder også både teaseren og traileren til “Mr. & Mrs. Smith”.