Reklamerne kommer væltende i en lind strøm gennem brevsprækken, de glimtende kugler hænger fra loftet i supermarkederne og den lokale pizzasnask gør reklame for deres særlige julearrangementer. Det kan ikke længere skjules: Julen er over os. Med i rækken af faste begivenheder ved denne tid er naturligvis også julefilmene og den første i rækken er “Peddersen og Findus 3: Nissemaskinen”.

Filmen er, som titlen siger, den tredje “Peddersen og Findus”-film efter “Det kattens år” og “Fornemt besøg”. Filmene er baseret på Svend Nordqvists kendte og elskede børnebøger om den gamle eneboer, Peddersen, og hans lille kat, Findus. Hvor de to første film var bygget op af en lang række historier fra de forskellige billedbøger, er denne en decideret filmatisering af hans børnebog fra 1994 og dermed den første med en overordnet og sammenhængende historie.

Findes julenissen? Det er det store spørgsmål for katten Findus, der overhører nogle børn tale om at nissen kommer med gaver til dem juleaften. Han løber straks hjem til gamle Peddersen og udspørger ham om sagen. [i]”Joh… julenissen findes da”[/i], forklarer Peddersen, men man kan jo ikke være sikker på at han kommer. Det er dog ikke svar nok for den insisterende kat, der får Peddersen til love at julenissen kommer på besøg juleaften. Det svar efterlader jo unægtelig Peddersen i lidt af en kattepine. For at løse problemet beslutter han sig for at konstruere en nissemaskine, der kan frembringe en vaskeægte nisse.

Problemet bliver nu, hvordan han skal lave sådan en, og hvordan han kan nå det inden jul, så han ikke knuser den stakkels kats lille hjerte. Samtidig møder Findus et sært postbud, der afleverer en mystisk pakke. Kort efter begynder underlige ting at ske rundt omkring på den lille gård.

“Nissemaskinen” er en international produktion og er instrueret af de to danskere Jørgen Lerdam og Anders Sørensen, der tidligere har lavet bl.a. “Jungledyret Hugo” og “H.C. Andersens eventyr”. I forhold til de tidligere “Peddersen og Findus” film, så er denne en del flottere tegnet med mere dynamiske billeder. Til gengæld er figurerne udformet en anelse mere “tutte-nuttet” end tidligere og den gamle Peddersen virker indimellem lidt for ungdommelig i sine bevægelser.