Personligt bryder jeg mig ikke om, når en film bliver markedsført som ‘tøsefilm’ – forstå mig ret, der findes film som i det store hele retter sig mere mod kvindekønnet end andre, men i mine øjne er det et nedladende term. Jeg mener bare, at selv de mere testosteronholdige eksemplarer af den menneskelige race også kan have godt af at opleve tårefremkaldende kærlighedshistorier, såvel som dramaer eller komedier der tager udgangspunkt i kvinders liv.

Det var derfor en lettere ængstelig anmelder, der satte sig til rette under screeningen på “I dine sko”, Curtis Hansons filmatisering af Jennifer Weiners roman af samme navn. Ængstelsen skyldtes især avisannoncen for filmen, som var overklistret med citater fra Femina, Sirene, Alt For Damerne og andre østrogenblade. Når så den venlige pressedame oven i købet tilbyder én en pakke Kleenex inden filmen, så er scenen uden tvivl sat for ‘en rigtig tøsefilm’… Og det skulle vise sig at være både sandt og falskt.

“I dine sko” fortæller den charmerende historie om to søstre, Rose (Toni Collette) og Maggie (Cameron Diaz), der ud over deres blodbånd og hang til flotte sko, ikke synes at have noget til fælles. De er så forskellige som dag og nat. Hvor Rose er den fornuftige søster, som har et godt advokatjob og styr på tilværelsen, så lider Maggie af ordblindhed og jobløshed. Hun charmerer sig vej gennem tilværelsen og bruger sin seksualitet til at få hvad hun vil have. Rose derimod har ikke just held på kærlighedsfronten, og da hun endelig får kløerne i stegen fra advokatfirmaet, går der selvfølgelig ikke længe før Maggie ødelægger det hele.

Hanson har tegnet et både morsomt, men også glimtvis gribende portræt af søskendekærlighed på godt og ondt, der dog lider vel meget under sin forkærlighed for det sort/hvide. Næsten alt i filmen stilles op i diametrale modsætninger, og når fejl udstilles, males de med store penselstrøg. Således er det ganske bekvemt at Rose og Maggie hver har fået en række styrker og svagheder, som selvfølgelig kompenserer hinanden og for guds skyld aldrig overlapper. Maggie er ordblind og ender med at skulle læse højt fra en tv-skærm, da hun søger job som MTV VJ. Rose får så sjældent en mand med hjem i seng, at hun må tage et billede af den sovende elsker, da det endelig lykkes, bare for at have et bevis på det. Det er egentlig meget sødt, men til tider lidt for nemt. Og naturligvis skal de to søstres liv vendes op og ned, hvorved de begge får muligheden for at udleve sider af sig selv, de aldrig troede de var i stand til. Så er vejen også banet for den uundgåelige forsoning i den lidt for letkøbte [i]happy end[/i], der desværre sætter alvoren i denne klassiske ‘find dig selv’-historie i parentes.

Men inden vi er nået så langt, får vi dog solide indsatser fra de to hovedrolleindehavere, der former Maggie og Rose så troværdigt som muligt. Toni Collette er som altid fremragende, og hun formår at finde det menneskelige frem i en karakter, der til tider truer med at blive Bridget Jones. Cameron Diaz beviser endnu engang, at hun ikke kun kan se godt ud og være sjov, men at hun også rummer de mere seriøse nuancer, hvilket hun tidligere har vist i film som “Being John Malkovich” og “Things You Can Tell Just by Looking at Her”. De to kvinder har en glimrende kemi, hvilket i høj grad er med til at styrke søster-illusionen.

De bakkes desuden op af den vidunderlige Shirley MacLaine, i rollen som deres ukendte mormor Ella, som pludselig kommer ind i deres liv og graver gamle familiekomplikationer frem. Denne drejning på historien klæder filmen godt, for den tilfører søskendeforholdet en dybere resonans og alvor, midt i den ellers sprælske, næsten ufarlige søstermodsætning.