Filmz
Kung Fu Hustle

Gong Fu

Medvirkende:

Stephen Chow, Yuen Wah, Yuen Qiu, Lam Tze-Chung, Huang Sheng-Yi, Dung Chi-Wa, Chiu Chi-Ling, Xing Yu, Danny Chan Kwok-Kwan, Bruce Leung Siu-Lung, Tenky Tin Kai-Man, Jia Kang-Xi, Fung Hak-On, Lam Suet, Feng Xiao-Gang, Yuen Cheung-Yan

Instruktør:

Stephen Chow

Filmlængde:

99 minutter

Genre:

Action, Action, Komedie, Komedie

Kung Fu Hustle

FilmenDe fleste kender nok action-komedie genren, hvor action og komedie blandes og går op i en højere enhed. Hvert år kommer der adskillige film i genren fra Hollywood, men det er ikke en genre som de fleste ville forbinde med Hong Kong film. Men det er slut nu, for “Kung Fu Hustle” har, med sine enorme indtjening i bl.a. USA, åbnet os vesterlændinges sind overfor det faktum at den type film også eksisterer i Hong Kong.

Instruktør Stephen Chow har faktisk en lang række action-komedier bag sig, hvoraf den mest velkendte indtil nu nok har været “Shaolin Soccer”, hvor han blandede kung fu og fodbold i en skøn forening. I “Kung Fu Hustle” blander han kung fu med 1940’ernes gangsterfilm, og det er der kommet en sjov og unik film ud af.

[image=11271]

“Kung Fu Hustle” finder sted netop i 1940’ernes Kina, hvor gangstere styrer byen med hård hånd. Kun “Svinegyden”, et ramponeret boligkompleks, går fri, simpelthen fordi folk der bor der er så fattige at gangsterne ikke har noget at komme efter. Småsvindleren og wannabe gangsteren Sing (Stephen Chow) og hans partner Bone (Chi Chung Lam) forsøger at afpresse de stakkels beboere ved at udgive sig for at komme fra den notoriske “Øksebande”.

Deres forsøg slår fejl, men tiltrækker i stedet medlemmer af den rigtige Øksebande til Svinegyden, hvor de begynder at terrorisere beboerne. Det viser sig dog at der blandt beboerne er adskillige kung fu mestre, som gør kort proces med gangsterne. Dette behager naturligvis ikke lederen af Øksebanden, den onde, slimede Brother Sum (Kwok Kuen Chan) og han sætter alt ind for at komme Svinegydens beboere til livs.

Sing er nu fanget imellem de to sider i konflikten og må beslutte sig for om han vil være gangster, eller om han vil udfri sit fulde potentiale og beskytte Svinegydens beboere.

[image=11272]

“Kung Fu Hustle” vinder altså ikke på plot, men i stedet på sin unikke sammenblanding af genrer og på sin humor, der oftest er sort og morbid. På andre tidspunkter foregår det på et lidt lavere plan, nede under bæltestedet. Derudover er der masser af fjollerier og fysisk komik, som fx. når Sing flygter fra Svinegydens værtinde i bedste “Road Runner” stil.

Filmen er fyldt med referencer til andre film og personer, bl.a. en hyldest til Bruce Lee og en scene der gør tykt grin med “Burly Brawl” fra Matrix Reloaded. Set i en anden kontekst er det pludselig hyle morsomt at se 100 ens sortklædte fjender blive bekæmpet af én modstander, og man kan pludselig se hvor latterligt det i bund og grund er.

Udover humoren er der naturligvis masser af Kung Fu. Det foregår i samme tråd som resten af filmen, nemlig med et glimt i øjet. Der er masser af wire-work og CGI involveret, men det er for det meste upåklageligt lavet. Chow kan dog ikke dy sig for at gøre grin med kung fu traditionerne, nærmere specifikt deres dyre-fetisch: Hvem har fx. hørt om “Løvens Brøl” eller “Frø” stilen!?

“Kung Fu Hustle” lever primært på gak og løjer, og det kan skam være ganske sjovt et langt stykke hen ad vejen. Men når latteren dør ud, indser man at der egentlig ikke er så meget andet at komme efter.

[image=11274]

Video”Kung Fu Hustle” udgives med et anamorphic widescreen transfer i 2.40:1 aspect ratio. Det er langt hen ad vejen et godt transfer, der dog skæmmes af enkelte skønhedsfejl, som fx. kompressionsproblemer. Der er en del edge enhancement på transferet og det trækker naturligvis ned. Filmen leger med farverne og der er tit mange funky farver på skærmen, og de præsenteres fint af transferet. Generelt er det udmærket, men absolut ikke i top.
AudioPå lydsiden er der hele fire lydspor. Dem på polsk og ungarsk er nok knap så interessante for os herhjemme. Ellers står valget imellem Dolby Digital 5.1 på enten kantonesisk eller engelsk. Lydmixet på de to lydspor er meget ens, med den store forskel at der naturligvis er tale om to forskellige sprog. De er begge aggressive og vellydende, med god brug af både subwoofer og surround. Dialogen er klar og tydelig, og om man skal vælge det ene eller det andet må blive et spørgsmål om personlig præference ifht. originalsprog vs. synkronisering.

[image=11273]

EkstramaterialeEkstramaterialet består bl.a. af et kommentarspor med Stephen Chow og en række af hans medskuespillere. Det hele foregår naturligvis på kantonesisk med engelske undertekster. At det er et sprog man ikke forstår gør det ret svært at følge med i hvad der bliver sagt og ikke mindst af hvem, på trods af underteksterne. Det gør dette kommentarspor til lidt af en tung sag at komme igennem.

“TV Special – Behind the Scenes of ‘Kung Fu Hustle'” er et making of program, med Chi Chung Lam og Kwok Kuen Chan som værter. Helt i tråd med filmen er der en del pjat, men også en række gode oplysninger om filmens tilblivelse, bl.a. i form af interviews med Stephen Chow.

“Ric Meyers Interview with Stephen Chow” er et interview med filmens forfatter, producer, instruktør og stjerne Stephen Chow, der fortæller lidt om sig selv og sin baggrund, samt nogle af ideerne der ligger til grund for filmen.

Dernæst er der “Deleted Scenes”, men som rent faktisk er en alternativ scene og en udvidet scene. Ikke det helt vilde. “Outtakes and Bloopers” består primært af små klip hvor skuespillerne forkludrer dialogen. Filmen er meget sjovere end de her bloopers.

Endeligt er der trailers og tv-spots samt et billedgalleri. Alt ekstramaterialet er tekstet med engelske undertekster.

[image=11270]

Kort om filmen

“Kung Fu Hustle” er den ultimative karate-film. Og sommerens mest slagkraftige biograf-grin. Det ene vanvittge slagsmål til lands og i luften afløser det andet i dette kung fu-lystspil om strejferen Sing, der i 1940’ernes Shanghai lægger sig ud med “Øksebanden” og vi kan se frem til den ultimative duel med verdens farligste og dygtigste kung fu-kæmper: Uhyret!

Ads by MGDK