Rygterne vil vide, at Cronenbergs seneste, “A History of Violence”, er et ganske helstøbt, gennemført og underholdende værk, men således stadigvæk den særprægede auteurs mest kommercielle og transparente værk til dato. Vås. Med mindre man vælger at tage bind for øjnene, smække høreværn på og overhælde kroppen med cement, vil de klassiske Cronenberg-elementer brænde sig fast på nethinden, holde fest i øregangene og trænge dybt ind under huden. Godt nok opnår “A History of Violence” hverken en grad af lavmælthed på samme ekstremistiske niveau som i f.eks. “Spider”, og den tilbyder heller ikke surrealistiske “overtoner” som i eksempelvis mesterværket “Naked Lunch” eller “Videodrome”, men på mange leder er det stadig pure Cronenberg.

Men nok om sammenligninger. Det her er ikke ment som en historietime, selv om filmens titel synes at lægge op til en episk og slavisk gennemgang af hele menneskehedens aggressive tendensers udvikling. Men “Violence” er en særdeles minimalistisk film. Tag blot Howard Shores musik. Cronenbergs kapelmester igennem hele sin professionelle karriere er vendt tilbage fra Midgård med lidt flere strygere på slæb, men ellers er det Shore, som vi kender ham – minimalistisk, underspillet, formidabel. Og Peter Suschitzkys kamera kører “no bullshit”-rutinen fuldt ud uden de store panoreringer og armbevægelser, men besiddende et fantastisk, roligt overblik, selv under filmens flere kaotiske indslag, der i ledtog med klipper Ronald Sanders kirurgiske klippearbejde indskyder en snerrende intensitet i hvert enkelt billede.

Historien lyder som noget fra en klassisk western – simpel og malet med brede strøg. Fortællingen har rødder i tegneserieverdenen, og det kan til dels også mærkes, selvom Cronenberg først erfarede under optagelserne, at han lavede en film baseret på en tegneserie. Viggo Mortensen spiller caféejeren Tom Stall, der er bosat en lille amerikansk by. Han redder sine kunder og kollegaer fra to usle røvere, der maser sig på kort efter lukketid.

Tom forvandler sig pludseligt til Jason Bourne og nakker de to slyngler med evner, som hverken hans familie, venner eller tilsyneladende han selv vidste, han besad. Det giver pludselig familien Stall en masse utilsigtet PR, som trækker en gruppe endnu værre banditter til byen, anført af Carl Fogarty (en særdeles veloplagt og grum Ed Harris), som mener at Tom vitterligt hedder Joey og har gjort livet surt for ham for få år siden. Og så bør der ikke siges mere.

Mortensen har aldrig været bedre. Hverken han eller filmen løfter sløret for nogen af dens herlige, drilske twists i utide, og Mortensen formår på fineste vis at skænke Tom Stall flere lag, selv når vi kun kan gisne om, hvorvidt Tom Stall vitterligt blot er Stall, eller om der ligger mere bag. Det er også et velkomment comeback for den knap-så-danske skuespiller til de mere jordnære og menneskelige luftlag, hvor nogle af hans bedste præstationer befandt sig, såsom hans uforglemmelige indsats i Sean Penns “Indian Runner”. Nogle vil nok have svært ved at sluge den voldsomme distance mellem Stall og den godhjertede og nært ufejlbarlige Aragorn. Jeg kan kun forestille mig, at hans mange kvindelige beundrere får det sværest, når de ser deres maskuline prins stige af den hvide hest for at transformere en ussel tyveknægts kind til en blodig masse.

Ed Harris er allerede blevet nævnt, men han fortjener næsten at få sin helt egen anmeldelse baseret på endnu en oplagt Oscar-nominering. Maria Bello, i rollen som Stalls kone, er så bedårende og ubeskriveligt fræk, som hendes karakter er stærk. Hun er respektindgydende allerede fra første øjeblik, hun popper op. Og så har trailerne allerede afsløret William Hurts tilstedeværelse. Detaljer bør udelades, men det kan sagtens siges, at det måske er mandens mest atypiske rolle nogensinde, og han håndterer opgaven fornemt. Det er en aldeles fornøjelse at se Hurt for en gangs skyld bolstre sig på den mørke side, og man kan tydeligt se, at Hurt har haft det fornøjeligt. Kun Ashton Holmes virker stærkt uoverbevisende som Stalls søn, Jack. Han er lidt for mekanisk og firkantet i sine udtryk.