Hvis man skal lave en effektiv thriller eller drama, så er et fly en ualmindelig velegnet baggrund. Ikke alene leverer en flyvemaskine et afgrænset rum hvor handlingen kan udspille sig i, fly vækker også den ubehagelige bagvedliggende følelse af at vi befinder os et udsat sted. Ikke mindst nu, efter 11. september, forbinder vi, bevidst eller ubevidst, fly med fare. I thrilleren “Flightplan” er det netop et fly der bliver brugt formidabelt som kulisse til historien, selvom filmen ikke helt kan holde kursen gennem hele rejsen.

Handlingen er umiddelbart ganske ligetil: Kyle Pratt og hendes datter er på vej fra Berlin hjem til New York. Med ombord er kisten med hendes mand der for nylig døde og det er da også hans begravelse de er på vej hjem til. De rejser med et fly som Kyle har været med til at konstruere: En splinterny to-etagers jumbojet. Under rejsen falder de i søvn, men da Kyle vågner igen er datteren sporløst forsvundet.

Heri ligger en af filmens spændende ideer, for det er naturligvis fuldstændigt umuligt at datteren kan forsvinde fra et fly i luften uden nogen opdager det, og det er umuligt at hun ikke kan findes igen. Ikke desto mindre er det lige præcis det der sker. Kyle styrter febrilsk omkring i flyet for at finde hende, men til trods for hendes og flypersonalets eftersøgning dukker hun ikke op. Situation bliver mere kompliceret da det viser sig at ingen nogensinde så datteren gå ombord på flyet, hendes boardingpas kan ikke findes og hun er tilsyneladende aldrig blevet registret som passager. Inden længe spreder der sig den snigende mistanke blandt personalet om at Kyle lyver eller har vrangforestillinger.

Næsten hele “Flightplan” forgår ombord på flyet, og filmen vælger, fornuftigt, ikke at krydsklippe frem og tilbage mellem et kontroltårn eller lignende, sådan som man plejer at gøre i flykatastrofefilm. Dermed får ikke bare personerne ombord på flyet, men også publikum, en klaustrofobisk følelse af at være spærret inde. Det sædvanlige frirum mangler her. Til gengæld udnytter filmen hver kvadratcentimeter af flyet, som vi bliver ført gennem, over og under.

Jodie Foster spiller den altdominerende rolle som Kyle Pratt med overbevisning og indlevelse. Hun er ganske enkelt fremragende og det er imponerende at se hende skifte fra det mest ynkværdige opgivende til stålsat fightervilje i en og samme scene. Rollen minder lidt om den hun havde i “Panic Room”. Sean Bean er også god som kaptajnen der forsøger at gøre det rigtige, men som befinder sig i en umulig situation.