Den skæve børnebog om Willy Wonka og hans fantastiske chokoladefabrik, skrevet af forfatteren Roald Dahl, danner forlæg for Tim Burtons syrede filmatisering, der på mange punkter rammer tonen fra originalen, men dog alligevel bliver for meget af det gode. Årsagen er det evindelige overforbrug af det gakkede og det skematiske, og det virker som om, at Burton har fået lov til at boltre sig i legeland mere end godt er. Og det er en skam for en film, der ellers kunne have mættet den kollektive søde tand hos både børn og voksne.

“Charlie og Chokoladefabrikken” er ellers en historie, der synes selvskrevet til instruktøren, som er kendt for lignende vanvittige eventyr, herunder f.eks. “Edward Saksehånd”, “The Nightmare Before Christmas” og “Mars Attacks”. Lige fra starten af slås den vante ekspressionistiske tone da også an, og både Danny Elfmans karakteristiske musik samt det ikoniske set-design (familien Buckets hus, hvor både vægge og døre læner faretruende meget til den ene side) melder hr. Burtons ankomst. På samme måde præsenteres vi for et herligt overdrevet persongalleri af tommetykke kulturelle klichéer, fra den overvægtige tyske dreng Augustus Gloop, hvis far er pølsemager, til den tyggegummityggende amerikanske konkurrence-hystade Veruca Salt og hendes evigt storsmilende mor. Alle persontegningerne er i den grad karikaturer på nær vores hovedperson Charlie Bucket (Freddie Highmore), der er åh så god og opofrende. Det gør ganske vist hans omgivelser endnu mere karikerede til sammenligning, men samtidig bliver Charlie også den mindst interessante af det farverige ensemble.

At den grænseløse fascination af det overdrevne også får filmen til at knække og svinge mellem hysterisk morsomme passager og lallende påtagethed, gør “Charlie og Chokoladefabrikken” til en blandet pose bolsjer. Et godt eksempel er Johnny Depp i rollen som den mystiske og verdensfjerne Willy Wonka. Der er ingen tvivl om, at Depp er et komisk talent, men med Wonka-karakteren fortaber hans sig ofte i det overspillede og i længden trættende. Bedre går det med de infame møgunger, der guides rundt på fabrikken, hvor netop deres dybt usympatiske træk er fremstillet med en så stor selvironi at det forbliver underholdende uden at kamme fuldstændig over.

Et andet problem er handlingens utroligt firkantede konstruktion – lige fra starten indrammes den skematiske fremgangsmåde af en dialog, der er lige lovlig forceret, og skærer det i forvejen simple plot endnu mere ud i pap. Det er nedværdigende og børn ville sagtens kunne forstå præmissen uden nødvendigvis at få slået alt fast med syvtommersøm. På samme måde følges denne noget klodsede konvention til dørs i børnenes rundtur inde på Wonkas fabrik. Ganske vist er dette meget i tråd med forfatterens forlæg, men bogen er langt fra så stiv som filmen. Bl.a. irriteres man over, at der absolut skal komme et lille sang- og dansenummer med de små Oompa-Loompa’er, hver eneste gang en af de nævenyttige skarnsunger har fået sin bekomst.

Det kan lyde som hårde ord, men de store beklagelser skyldes i høj grad, at man kunne have forventet en større grad af mådehold, samt flere facetter fra Burtons hånd. Med den glimrende børnehistorie som bogen præsenterer (og som i øvrigt udmærker sig ved at også ramme de lidt ældre i kraft af sin lidt mareridtsagtige tone) kunne der være kommet en fascinerende, surrealistisk fantasirejse ud af filmen. I stedet vælger Burton at skeje ud og satse på en lineær sort/hvid konstruktion, der forsøger at overdøve sit middelmådige resultat ved at råbe højest og grine bredest. Efter to timers choko-chok i selskab med Willy Wonka indser man, at chokolade på trods af den søde smag har et lavt næringsindhold… men nu spiser man jo heller ikke slik for at blive mæt.