Filmz
Cinderella Man

Cinderella Man

Medvirkende:

Russell Crowe, Renée Zellweger, Paul Giamatti, Craig Bierko, Paddy Considine, Bruce McGill, David Huband, Connor Price, Ariel Waller, Patrick Louis, Rosemarie DeWitt, Linda Kash, Nicholas Campbell, Gene Pyrz, Chuck Shamata

Instruktør:

Ron Howard

Filmlængde:

144 minutter

Genre:

Drama, Drama, Romantik, Romantik

Cinderella Man

“Cinderella Man” er den autentiske historie om 1930’ernes amerikanske folkehelt, bokseren James J. Braddock. Ron Howard instruerer, og giver os et velfortalt og gennemarbejdet tidsbillede af depressionens Amerika. Filmen er ikke uden svagheder, men i det store hele er det bestemt en seværdig oplevelse, der kommer godt rundt i følelsesregisteret.

Vi starter i de brølende tyvere. James J. Braddock er nationens store boksehåb, der forventes at blive den nye verdensmester. Han lever det gode liv med sin kone og tre børn, og der mangler bestemt ikke noget. Så rammer depressionen Amerika, og tilværelsen forandres fuldstændigt.
Braddock smider sin boksekarriere væk sammen med alle sine materielle goder, og må leve med sin familie i en ussel kælderlejlighed, hvor livet opretholdes i kraft af de medlidenhedskampe, han kan få. Han bliver ældre og til stadighed en ringere bokser.

[image=10562]

Til sidst fratages han sin bokselicens og den lille familie må leve af de få håndører han kan skrabe sammen ved at arbejde på havnen. Deres eksistensgrundlag er truet, og de må se der blive lukket for varme og lys midt om vinteren, og børnene blive syge. Heldigvis er James J. Braddock ikke blevet glemt af sin gamle manager Joe Gould, der skaffer ham et job som bankekød for en ny boksestjerne. Den nedslidte bokser viser at han stadig kan være med, og så går kampen for at komme tilbage i ringen, hvor der for enden af vejen venter den regerende verdensmester Max Baer, der har dræbt to af sine modstandere i bokseringen. Braddocks comeback bliver et symbol for folk, der har mistet alt ligesom ham selv. Han bliver depressionens nye folkehelt.

Ron Howard arbejder sammen med Russell Crowe igen. Sidst de to arbejdede sammen var på “Et smukt sind”, og valget af Russell Crowe i rollen som James J. Braddock er faktisk faldet ud til filmens fordel. Han spiller den noget altruistiske bokser med hjerte og sjæl. Braddock fremstilles i filmen noget unuanceret, og måske lidt for pæn i kanten, men Crowe formår at skabe et troværdigt portræt, fordi han selv som udgangspunkt ikke har et udpræget [i]good-guy[/i] udseende. Han portrætterer trods alt en bokser, og ikke en engel. Renée Zellweger spiller hans hustru, og hun virker umiddelbart noget anonym i rollen som konen, der helst vil have at hendes mand stopper med at bokse. Hun må dog finde sig i det, da det er familiens største indtægtskilde, og med tre sultne børn er der ikke råd til at være kræsen. Mae Braddock vil ikke engang med når hendes mand skal bokse, for alle de slag han får, mærker hun på sin egen krop, som hun selv siger det. “Cinderella Man” kredser i høj grad om den lille familie og forældrenes altoverskyggende kærlighed til hinanden.

[image=10564]

Sammenholdet mellem mand og kone og familie i ekstrem modgang, og den store, altopofrende kærlighed, er et vedvarende tema i filmen. Fortællingens centrale omdrejningspunkt er naturligvis bokserens rejse fra fattig mand på støtten til titlen som verdens nummer et. Heldigvis står Braddock ikke alene med det projekt, for hjælpen kommer, i form af den tidligere manager Joe Gould, der spilles af Paul Giamatti. Hans sidste store rolle var i den vidunderlige “Sideways” og også her formår han at efterlade et betydeligt indtryk. Han stjæler af og til billedet med et indlevende og ærligt portræt af en mand der som så mange andre har mistet alt, men som alligevel skal opretholde facaden.

Der hvor filmen står stærkest er i skildringen af 1930’ernes depression, og den utrolige fattigdom som mange måtte leve i. Vi føres gennem en række hjerteskærende scenarier, og får at se hvor dybt man kunne falde. Den ene dag har man alt, den næste dag står man med hatten i hånden. Tidsbilledet forstærkes af skildringen af filmens hovedpersoner, og gennemgående er “Cinderella Man” et vedkommende portræt af en æra.

[image=10563]

Kort om filmen

Ron Howard fortæller den sande historie om bokselegenden Jim Braddock, der blev en folkehelt under Depressionen, da det lykkedes ham at kæmpe sig til et comeback. Ikke for at blive mester, men for at kunne forsørge sin familie. Russel Crowe lægger krop og næver til titlens Cinderella Man, mens Renée Zellweger spiller hans trofaste hustru Mae.

Ads by MGDK