“The Longest Yard” repræsenterer på sin vis et interessant tilfælde. Den er grundlæggende et drama, men tilsat så meget fjollet humor at den snarere føles som en komedie. Resultat bliver uheldigvis at den hverken fungerer som det ene eller det andet. Den er en genindspilning af filmen med samme navn fra 1974, der dengang havde Burt Reynolds i hovedrollen.

Den amerikanske football-spiller Paul Crewe var engang en feteret stjerne, men han har sat sin status overstyr, på grund af anklager om svindel. I en alvorlig brandert kører han, efter en længere jagt, ind i en håndfuld politibiler og bliver derfor sendt bag tremmer. Her møder han fængselsinspektøren, der har planer med ham. Inspektøren råder over et footballhold der består af vagter. For at styrke sit holds selvtillid tvinger han Crewe til at organisere et hold af indsatte, som vagterne kan ydmyge på banen. Sammen med Caretakker (Chris Rock) og den aldrende Nate (Burt Reynolds) forsøger Crewe at samle et hold blandt de ikke særligt motiverede fanger. Deres interessere stiger dog da det går op for fangerne at de får chancen for at hævne sig på de vagter der har været deres plageånder så længe. Snart begynder Crewe og fangerne at genvinde deres selvrespekt gennem spillet og det lykkedes efterhånden at få nogle ganske habile footballspillere ud af dem. Vagterne og fængselsinspektøren har dog ikke tænkt sig uden videre at give efter.

Filmens hjerte er udvælgelsen og træningen af spillerne. Ifølge filmen så betyder det tilsyneladende mindre at have veltrænede spiller og langt mere at man har nogle der er store og onde nok. I hvert fald så bryder trekløveret Crewe, Nate og Caretaker snart ind i fængslets computersystem for at finde de voldeligste mænd i fængslet. Jo voldeligere jo bedre spillere åbenbart – og her troede jeg naivt det havde noget med hårdt arbejde at gøre.

Charmen ved film som “The Longest Yard” er naturligvis at overvære underhundene for en enkelt gangs skyld få chancen for at slå tilbage mod undertrykkerne. Hvis det skal virke, kræver det imidlertid at tilskuerne skal føle at overmagten så rigeligt fortjener de hug der kommer. “The Longest Yard” svigter desværre på dette punkt. Som tilskuer føler man aldrig rigtig at fangevogterne er lede nok, til at man kommer til at hade dem tilstrækkeligt. Problemet er først og fremmest at filmen gør vagternes overgreb komiske og ufarlige hvilket fuldstændigt tager biddet ud af dem. Man ender i stedet med at være ret ligeglad med hvad der sker.

Som komedie funger den heller ikke så godt. Filmen er slet og ret ikke særlig sjov. Den har en særdeles skidt vane med at gentage de fleste vittigheder om og om. Så vi får adskillige bøsse jokes, transvestitter, bolde i skridtet og McDonalds vitser repeteret et par gange.

At caste Adam Sandler som benhård football spiller er omtrent så overbevisende som at vælge Vin Diesel til at spille hjernekirurg, men alligevel så er Sandlers præstation filmens mindste problem. Værre går det for Chris Rocks figur, der falder fuldstændigt igennem og virker totalt malplaceret. Filmen indeholder ellers udmærkede skuespillere så som James Cromwell og Burt Reynolds, der begge spiller ganske godt, som om de ikke helt er klar over hvad for noget utroværdig skidt de er med i.