Ikke mange instruktører har haft sådan en forkærlighed for at portrættere New York og dens skæbner som Woody Allen, muligvis på nær Martin Scorsese. Deres betragtninger er dog mildt sagt forskellige. Allen har været uafbrudt aktiv siden starten af 70’erne, men meget få af hans film siden begyndelsen af 90’erne, har kunnet tåle sammenligning med hans tidligere arbejde. Men med den generelt høje kvalitetsgrad fra hans hånd, er selv et middelmådigt Allen værk seværdigt.

Allen formår altid at komme under huden på New Yorks intellektuelle og udstille, hvor svært den kulturelle elite har det med menneskelige relationer, kommunikation og sex. Når et problem skulle diagnosticeres, var Allens varemærke altid hans egne hysterisk morsomme uortodokse fortolkninger af freudiansk psykologi. Dette gør sig også gældende i “Melinda og Melinda”, men denne gang må vi undvære Allen selv i selvportrætsrollen.

Under en hyggelig komsammen på en café i New York, diskuterer to skuespilsforfattere, hvorfor de har valgt at fremstille livet i deres skuespil henholdsvis tragisk og komisk. En af gæsterne fortæller en historie om en begivenhed, som netop har fundet sted og de to forfattere ser det som en velkommen mulighed til at bygge videre på historien. De giver hver deres version, baseret på udgangspunktet for deres diskussion og disse to historier ser vi nu parallelt fortalt.

Fælles for historien er et middagsselskab, hvor værterne håber at få noget konkret ud af aftenen, hjulpet på vej af god mad, vin og stemning. Men aftenen tager en drejning, da en kvinde ved navn Melinda ringer på døren.

Foruden Radha Mitchell (“Finding Neverland” og “Man on Fire”) som Melinda, er rollebesætningerne i de to historier forskellige. Mest kendt er Will Ferrell (“Anchorman”), Chloë Sevigny (“Boys Don’t Cry”) og i en mindre rolle Steve Carrell (den amerikanske version af “The Office”).

Det må være lidt af en drømmerolle at få lov at spille Melinda ud fra to vinkler og Radha Mitchell gør det ganske godt. Woody Allen er efterhånden blevet 70 år, så hans karakteriske rolle som kronisk antihelt og potentiel kæresteemne til kvinder i 30 års alderen, er ikke troværdig mere. I stedet har Will Ferrel overtaget hvervet og spiller Hobie, som opvejer sin mangel på selvtillid med lige dele sarkasme og ironi, minutiøst leveret til enhver situation. Men Woody Allen undervurderer sit eget varemærke og Hobie er desværre også minutiøst indstuderet efter Allens tidligere præstationer i “Manhattan”, “Annie Hall” og “Hannah og hendes søstre”. Ferrel er overbevisende, men formår ikke at gøre rollen til sin egen.

De to historier er dog ikke lige fængende. Jeg ville have foretrukket at se de to historier fortalt i forlængelse af hinanden, for selv om der generelt leveres godt skuespil, er problemet med to parallelle historier, at det bliver svært at finde sig til rette, og føle for personerne og deres situation. Skiftene undervejs forekommer for hurtigt og er distraherende. Den tragisk inspirerede virker klart skarpest, hvilket er lidt af en overraskelse, eftersom den anden historie indeholder alle elementerne fra Woodys tidligere repertoire.

Til trods for disse indvendinger, formår Allen dog at hive en seværdig film i land. Præmisserne for filmen er interessant og skuespillet og dialogen så god, at filmen fortjener en anbefaling med på sin vej.

VideoBilledet er i anamorphic widesceen 1.85:1 format. Som sædvanlig har Woody Allen valgt at bruge dæmpede farver og selv om billedet kan virke grynet, er det skarpt uden skygger. Ikke prangende, men absolut godkendt standard.

AudioFilmen er dialogpræget, og eneste lydspor er et Dolby Digital 2.0. Det leverer varen og talen er klar og tydelig. Som en kuriositet skal Allens forkærlighed for musik og især jazz nævnes. I filmen understøtter han bl.a. historiernes stemning med brug af musikstykker. Under startteksterne hører vi et stykke klassisk musik af sørgmodig karakter, som pludselig går over i glad Duke Ellington. Referencen til de to parallelle historier er klar og undervejs lægger man mærke til flere understøttelser af denne art.

EkstramaterialeDette er en såkaldt [i]barebone[/i] dvd udgivelse og der er intet ekstramateriale på. Et kommentarspor af Woody Allen selv ville ikke have været dårligt.