Lad mig slå det fast med det samme: Jeg har aldrig brudt mig om Michael Bays film. De har en tendens til sætte overflade over indhold, hvilket i min bog ikke er en prisværdig strategi, og de fyldes som regel af en overdreven sentimentalitet og amerikansk nationalpatriotisme, der efterlader én med en dårlig smag i munden. Bay har denne gang kastet sig over sci-fi genren og samtidig skruet en anelse ned for sødsuppen med fremtidsthrilleren “The Island”, som må siges at være hans bedste til dato, uden dog at være en voldsomt tilfredsstillende oplevelse.

Vi befinder os et sted mellem “THX 1138”, “Dark City” og “The Matrix”, men sædvanen tro, når vi har med en instruktør som Michael Bay at gøre, er fokus først og fremmest lagt på de lækre, glitrende billeder, som befandt vi os i en reklamefilm og ikke et koldt og kynisk fremtidsscenarie. “The Island” er fyldt til randen med fejende [i]arial shots[/i], gerne i slowmotion, og der spares ikke på den bombastiske baggrundsmusik.

Filmens ramme er dog interessant på sine egne præmisser. Det er lykkedes ganske godt at fremstille et idealistisk samfund af hvidklædte kloner, som vi præsenteres for i filmens første del, hvor aggression holdes nede, og sex og nærhed aldrig kommer på tale. Lincoln Six Echo (Ewan McGregor) er den første, der begynder stille spørgsmålstegn ved det “perfekte” system (vi får desværre ikke en fyldestgørende forklaring på hvorfor denne skepticisme kommer til ham netop på dette tidspunkt). Hvorfor ønsker de alle at vinde den daglige lodtrækning og blive sendt til Øen? Og hvad sker der med de folk som vinder? Da han begynder at grave lidt dybere opdager han, at det idylliske billede i virkeligheden dækker over en kynisk forretning!

“The Island” sætter gang i en masse interessante spørgsmål, både etiske, men også med hensyn til hele arv/miljø-problematikken. Hvad er et menneske? Hvad definerer et individ? Er vi blot summen af vores hukommelse? Men den er dog først og fremmest en actionfilm, og dens mål er underholdning før alt andet. Der gives derfor ikke plads til meget andet end tju bang, så snart Lincoln Six Echo og Jordan Two Delta (Scarlett Johansson) flygter fra systemet, og skønt det er en ferm rutsjetur vi får af Michael Bay og co., så føler man, at historien og karaktererne forvises til bagsædet. De enkelte actionsekvenser er dog både behændigt koreograferet og visuelt flotte, og man kan virkelig se, at instruktøren her er i sit rette element. Især den hæsblæsende biljagt, der inkluderer en lastvogn fyldt med toghjul, er virkelig imponerende – næsten på niveau med motorvejssekvensen i “Matrix Reloaded”.

På den tekniske side er “The Island” også både velsmurt og toptunet; brugen af CGI er i høj grad overbevisende, og det ses at teknologien nu er nået et stadie, hvor det er muligt at have den samme skuespiller spille overfor sig selv i samme indstilling, uden at man lægger mærke til billedmanipuleringen.

Men fart og flot teknik er bare ikke nok, når det kommer til stykket, og filmen virker med sine over to timer også en anelse lang i spyttet; den kunne sagtens have været skåret ned. Man irriteres langsomt hen ad vejen af de dumme one-liners, som “The Island” bestemt ikke er fri for, samt den langt fra diskrete overeksponering af [i]product placements[/i] lige fra tøj- og bilmærker, til de massive billboards der reklamerer rundt omkring i den futuristiske storby. Samtidig lider filmen af en altoverskyggende motor-onani, i form af den konstante kælen for køretøjer i alle afskygninger. Der er i hvert fald mere bilreklame end “Blade Runner” over filmen.

Karaktererne klarer ikke et nærmere eftersyn, hvilket især gør sig gældende for bipersonerne, der blot er simple stereotyper. Der er den magtgale Dr. Merrick (Sean Bean) med et [i]God complex[/i] og den sorte håndlanger Albert Laurant (Djimon Hounsou), der selvfølgelig begynder at tvivle på sin missions berettigelse. De er tynde konstruktioner uden kød på, og det trækker troværdigheden ud af dem. Bedre går det med de to hovedpersoner, hvor begge skuespillere yder en udmærket præstation som delvis naive uskyldigheder, der pludselig vågner op til verdens sande tilstand, selvom Johansson ikke får lov til meget andet end at se sød ud og være sexobjekt. Men hvilket sexobjekt.