Forestil dig situationen: mørket falder på i biografen. Filmen starter, der er lagt op til gys og gru. De første intense billeder stryger i et epilepsifremkaldende tempo hen over skærmen. Ti minutter inde i filmen høres et rædselsvækkende skrig, som langsomt dør ud: [i]”Neeej, neej, luk mig ud, jeg vil ud!”[/i] Uhyggeligt, ingen tvivl om det. Især når skriget kommer fra den flygtende anmelderkollega på række syv, fordi han ikke kan holde ud at se bare et sekund mere af så elendig en film.

Handlingen i “The Amityville Horror” udspiller sig omkring den lille familie og bevæger sig stort set aldrig væk fra det forbandede hus. Som det hør og bør sig i enhver gyserfilm med respekt for sig selv, starter det hele med fryd og gammen. Familien flytter ind, alle hygger sig, og trods børnenes problemer med at acceptere moderens kæreste, George, efter deres faders død, lader det til, at alt nok skal blive godt og rart. Men selvfølgelig spændes der ben for idyllen, og det går så grueligt galt. Ja, man kunne næsten komme til at tænke, at denne opbygning er tyvstjålet fra 80’ernes ungdomsgyserfilm med lalleglade unge på lejrskole, som én efter én bliver slagtet.

“The Amityville Horror” er på sin vis en svær film at forholde sig til. Grunden er, at historien er så tynd men filmreferencerne så mange, at man tager sig selv i at overveje, om filmen ikke er andet end instruktør Andrew Douglas’ måde at sige: “Jeg elsker gyserfilm”. Handlingen er i sig selv en kopi af Stanley Kubricks “Ondskabens hotel” hvor en familie flytter ind i en ny bolig, som også gør faderen skingrende sindssyg og får ham til at forsøge at slå sin familie ihjel. Dog udkom originaludgaven af “The Amityville Horror” et år før “Ondskabens hotel” men med det i tankerne, hvorfor skulle man så lave endnu en film over præcist samme tema? Derudover får familien besøg af en eksorcist, som sjovt nok ligner Max von Sydow mistænkeligt meget; ordene [i]”28 days later”[/i] indgår tilfældigvis i en replik midt inde i filmen, og sørme om ikke huset er placeret på – ja, rigtigt gættet: en gravplads for indianere!

Der bliver spillet på alle tangenter, når det gælder stemningsopbygning og chok. Kameraet, der langsomt bevæger sig ind på objekter for at fortælle os – det tilsyneladende totalt intelligensforladte publikum – at DER ER NOGET MYSTISK VED DET HER, de mørke rum, de skæve vinkler osv. Musikken bliver der heller ikke sparet på. Konstant får man kastet Hitchcock’ske violiner i ansigtet, og eftersom alle chok bliver indledt af dyster musik, er de meget lidt overraskende. Alt i alt er “The Amityville Horror” det endelige bevis på, at gyseren som genre om nogen trænger til en revolution. Publikum kender simpelthen konventionerne for godt, og der er intet kedeligere end en forudsigelig gyser.