“Fluerne på væggen” er en modig dansk thriller, som leger og eksperimenterer med filmmediets fortælleredskaber. Spændingen i filmen fungerer til tider, men det bliver aldrig rigtig nervepirrende og det politiske magtspil mangler nerve og konsekvens. Instruktøren og manuskriptforfatteren Åke Sandgren (“Et rigtigt menneske”) får ikke ramt alle fluerne i denne film, der dog overbeviser med sin stil.

Trine Dyrholm spiller dokumentarinstruktøren My Larsen, der hyres af Venstre til at lave en film om Venstrekommunen Ravnskov, hvor den karismatiske Svend Balder er borgmester (Lars Brygman). My er berygtet for sin utrolige grundighed og sit gåpåmod, når hun sætter sig for at dokumentere noget til verden gennem sine film. Karriere frem for alt. Det har skabt succes som instruktør, men det sociale liv er en fiasko for My, der har svært ved at gengælde vennernes tjenester.

Mys tilgang til at lave film er; optag alting. Kameraet er nærmest blevet en ekstra legemsdel på My, som elsker at være fluen på væggen. Trine Dyrholm er overbevisende som den nysgerrige My, der forelsker sig i Svend Balder. Lars Brygman viser nye sider af sit talent, som den selvsikre og charmerende borgmester, der ligesom My sætter karrieren højest. Under Balders charmerende facade gemmer der sig et politisk dyr, som bider, hvis det trues. Samspillet mellem Dyrholm og Brygman er til gengæld en smule tandløst, og det skyldes, at kærlighedsforholdet ikke er veletableret.

Kurt Ravn spiller indlevet Svend Balders højre hånd Arne, som laver amatørfilm i sin fritid. Emnerne er mest jagt og fluefiskeri. Fluefiskeri kan give noget på krogen og fluetematikker er der flere steder i filmen. I enkelte scener ser vi grynede nærbilleder af fluer på væggen i Mys hotelværelse. Nærbillederne er ikke filmet med Mys kamera, men med selve filmens kamera. Det sætter tvivl ved vores synsvinkel som tilskuer, for hvad er Mys og hvad er Sandgrens – eller rettere sagt fotografen Erik Molberg Hansens – kamera? Det pirrer nysgerrigheden.

Æstetikken i “Fluerne på væggen” er filmens stærkeste side, for dens vekslen mellem de grynede billeder fra Mys kamera og selve filmens mere stilrene billeder skaber en intensitet, der bidrager til spændingen, som handlingen ellers ikke har meget af. Uden at røbe for meget, så er filmens politiske skandaler ikke ret slagkraftige, de overgår ikke de bedrifter Brixtofte så flot præsterede i Farum. Midtvejs i filmen tager spændingen til, men det flader lidt ud mod slutningen.