Flagermusen er tilbage på det hvide lærred, og hvilket [i]come back[/i]! Her er ikke tale om en fortsættelse til de fire allerede eksisterende film om den kappeklædte hævner, men en selvstændig genfortælling om hvordan milliardærsønnen Bruce Wayne bliver til Batman og forsøger at rydde op i den korrupte Gotham City. Instruktør Christopher Nolan har vasket tavlen ren, og viser os en opdateret og naturalistisk version af en af verdens mest populære superhelte; en Batman, der i skikkelse af Christian Bale, aldrig har været bedre!

“Batman Begins” tager os med på en rå og anderledes introduktion til Bruce Wayne og hans martrede sjæl – efter hans forældres død, der her ikke skyldes Jokeren, men blot en simpel røver, ønsker Wayne ikke andet end hævn. Men end ikke det får han mulighed for, og i frustration ender han på den gale side af loven og endelig i et usselt fængsel i Asien. Men her møder han Ducard, hans kommende læremester, der tjener den mystiske Skyggemester Ra’s Al Ghul, og med Ducards hjælp lærer Bruce at tøjle sit had og sin frygt, samt vende det mod sine modstandere i stedet.

Og netop frygt er det gennemgående tema som “Batman Begins” tager op. Bruce Waynes egen frygt for flagermus, efter en traumatisk episode i sin barndom, den frygt, som han ender med at tage til sig og bruge som ikon for sit alter ego Batman. Heri ligger en ambivalens og en nuancerigdom, som de tidligere forsøg på at skildre denne plagede helt, kun har formået at berøre overfladisk. Men styrken ved “Batman Begins” ligger netop i Nolans og manuskriptforfatter David S. Goyers konsekvente valg om at portrættere figuren og hele hans verden så realistisk som muligt. Ganske vist er forlægget en tegneserie, men filmens bagmænd har kategorisk nægtet at forfalde til det fantasifulde og stiliserede – væk er Burtons ekspressionisme og Schumachers neon-campede univers. I stedet får vi serveret en Batman der er troværdig i alle henseender, hvilket er noget af en præstation når man tænker på at vi har at gøre med en person, der klæder sig ud som en flagermus for at jage forbrydere i natten.

Selve historien tager sig god tid til at opbygge karakteren Bruce Wayne og hans overgang til Batman og den første halvdel af filmen handler mere eller mindre om denne transformation. Men det bliver aldrig på noget tidspunkt kedeligt og det lykkes samtidig at introducere et væld af personer, der alle spiller en betydelig rolle i handlingen, samtidig med at plottet ufortrødent går sin gang og bygger spændingen op lige så stille. For som Batman vender Bruce Wayne selvfølgelig tilbage til sin hjemby Gotham City, der gennemsyres af korruption og hvor gangsterbossen Falcone og den uhyggelige Scarecrow har frit spil.

Nolan har samlet et stjenecast til “Batman Begins” og de skuffer bestemt ikke. Ensemblet er hele vejen rundt i topklasse og det er en fryd for øjet at se disse skuespillere boltre sig i det herlige materiale. Michael Caine er en eminent Alfred, der både er omsorgsfuld butler med plads til tør ironi, samt en fornuftens stemme, når Bruce er ved at fortabe sig i hævnens sødme. Gary Oldman er afdæmpet i sin portrættering af politikommissær Gordon og det klæder ham ustyrlig godt. Som den sleske doktor Crane er Cillian Murphy et fund – han stjæler næsten hver eneste scene han er med i. Samtidig er det forfriskende at se Tom Wilkinson som led skurk for en gang skyld – hans rolle som Falcone er lige i øjet og stråler af dekadent legesyghed. Liam Neeson er ligeledes oplagt til rollen som Ducard – en læremester der benytter ninjaens metoder og som bestemt ikke er blødsøden. Hans forhold til Bruce Wayne skaber en interessant mester/lærling dynamik der slår gnister – her kan Star Wars godt gå hjem og lægge sig! Men det er selvfølgelig Christian Bale, der i rollen som Batman og Bruce Wayne lyser stærkest op – han rummer al den kompleksitet, som gør karakteren så interessant; den indestængte vrede, frygten, ønsket om at hjælpe de uskyldige, parret med hævntørsten, der truer med at overskygge retfærdigheden og ende i frådende selvtægt. Han portrætterer både manden bag og med masken med en lethed og elegance som var han født til rollen – se, sådan skal Batman være!

Teknisk har Nolan også begået en lille genistreg og der er ikke en finger at sætte på cheffotograf Wally Pfisters kontrollerede billeder, hvad enten det er de flotte panoramaer (der genkalder sig “Insomnia”) eller iscenesættelsen af Gotham City, der nærmere minder om “RoboCop”s industrimonster Detroit end om den mørke, gargoyle-befængte tegneserieby som Tim Burton introducerede. Det er en form for skrabet, naturalistisk nygotik, fremragende visualiseret i det imponerende set-design, der kun passer alt for godt til denne konsekvente skildring af Batman anno 2005. Også musikken bør få ros med på vejen, og selvom det karakteristiske tema, som Danny Elfman introducerede stadig står som en milepæl, så er Hans Zimmers og James Newton Howards utroligt medrivende. Ledemotivet benytter ikke en egentlig ikonisk melodi, men spiller på rytmen i stedet, hvilket er med til at give filmen et dramatisk drive – det er dog samtidig et score med fantastisk følelsesladede passager.