Den rigtig tunge filosofi bliver sjældent portrætteret på film og da slet ikke i Hollywood, da den slags emner, hvis de skal behandles nuanceret, ikke kan undgå at blive for højtsvævende for et gennemsnitligt publikum. Det kan forekomme pudsigt, idet netop de store eksistentielle spørgsmål, som hvad er meningen med livet etc., er noget alle mennesker ellers går og tumler med. Den amerikanske independent-instruktør David O. Russell, som skabte den absurde krigsfilm “Three Kings”, har med “I Heart Huckabees” forsøgt at lave en eksistentialistisk komedie, der tager afsæt i både vestens og østens filosofi og i personernes søgen efter svaret på livet. Det er der kommet en ganske morsom, om end noget rodet film ud af.

Som udgangspunkt er idéen om eksistentielle detektiver, der efterforsker en persons liv i stedet for en forbrydelse, underfundig og meget original. Bernard (Dustin Hoffman) og Vivian (Lily Tomlin) overvåger nemlig deres klienter døgnet rundt og noterer alt, hvad de foretager sig, for at finde ud af, hvad de kan gøre for at komme fri af deres onde cirkler i hverdagen. Og i løbet af filmen kommer man rundt om både tibetansk spiritualisme, metafysik, Nietzscheansk nihilisme og vestlig eksistentialisme a la Sartre, Kant og Kierkegaard. Disse retninger sættes op som et spændingsfelt, idet de to detektiver får konkurrence til stregen af den kaosteoretiske franske [i]femme fatale[/i] Caterine Vauban (Isabelle Huppert), der tilbyder et andet syn på tilværelsen for hovedpersonen Albert (Jason Schwartzman), da han efterhånden føler sig svigtet af Bernard og Vivian.

Der sendes en sjov, ironisk hilsen til “Star Wars” universet og [i]The Force[/i], der dog i “I Heart Huckabees” ganske passende kaldes for [i]Le force[/i]. Her repræsenter de to eksistentielle detektiver lyset, mens Vauban bliver fortaler for The Dark Side. Det er i bund og grund det universelle spørgsmål om, hvorvidt livet er meningsfuldt eller meningsløst, der bliver sat på spidsen i en slags ateistisk kamp mellem det gode og det onde – Gud overfor Satan – bare knapt så højtideligt. Disse fundamentale spørgsmål suppleres i “I Heart Huckabees” af en i den grad syret historie, der farer derudaf med 120 km/t ved hjælp af wacky ping-pong dialoger og underlige gags i form af en tårnhøj, adopteret neger, der dukker op igen og igen, Shania Twain som miljøforkæmper og en topmodel, der pludselig ikke vil være smuk, men hellere iklæde sig Amish-tøj. Lyder det forvirrende? Det er det i høj grad, men samtidig ustyrlig morsomt!

Manuskriptet bringer minder om Charlie Kaufmanns surrealistiske originalitet og Wes Andersons kantede absurditeter, men selve historien mangler dog Kaufmanns klarhed og skarpe iagttagelser, som i f.eks. “Being John Malkovich”. Samtidig ser den sig ikke helt fri for Andersons mindre charmerende platheder. Og i sit forsøg på at lege ‘filosofi for begyndere’ udvander “I Heart Huckabees” desværre det eksistentielle koncept en smule og forbliver som oftest diffus og spekulerende, når ikke den forfalder til banaliteter, som da Alberts livskrise med letkøbt psykoanalyse tilskrives tabet af hans kat da han var lille.

At det hele bliver ret rodet skyldes formentlig at filmen jonglerer med alt for mange personer på en gang. Foruden Albert skal vi også ind på livet af både den aggressive brandmand Tommy, der har forsaget olie efter 9/11 (forrygende spillet af Mark Wahlberg), og den irriterende og åleglatte forretningsmand Brad Stand (Jude Law). Bag facaden er han ligeså fortabt som Albert, og ender sammen med sin kæreste, den overfladiske fotomodel Dawn (Naomi Watts), med også at søge hjælp hos de eksistentielle detektiver. Vi kommer aldrig helt tæt på disse figurer, og historiens lettere absurde og surreelle natur, får dem mere til at ligne karikaturer end egentlige mennesker – hvorfor det bliver svært at snakke egentlig eksistentialisme (eksisterer de overhovedet?). Skuespillet er ellers upåklageligt hele vejen rundt, og især i de virkelig humoristiske scener, beviser hele ensemblet at de behersker den svære kunst at spille komedie uden at være platte.