Dengang Orson Welles lavede sin berømte radioudsendelse baseret på H.G. Wells’ historie “War of the Worlds” troede mange at den var virkelig, og flygtede i panik. Denne sommer kan man opleve den selv samme historie på det store lærred, men denne gang vil ingen tro den er ægte. Det er vist godt det samme, for det er virkelig en skrækindjagende historie.

Steven Spielberg er vendt tilbage til de rumvæsner han tidligere har lavet film om i “Nærkontakt af tredje grad” og “E.T.”, men denne gang er de hverken godmodige, alvidende eller nuttede. De er derimod noget nær en perfekt inkarnation af rendyrket ondskab. Filmatiseringen af “War of the Worlds” har været planlagt et godt stykke tid, men blev udsat da den ellers ville komme til at ligge i kølvandet på “Independence Day”.

I filmen møder vi Ray Ferrier, en fraskilt fragtarbejder der skal passe sine to børn i weekenden. Ray er på mange måder en fiasko, både som ægtemand og i særdeleshed som far. Han lader stort set børnene passe sig selv, og kan ikke, eller vil måske helst ikke, kommunikere med dem overhovedet. Alt dette ændrer sig imidlertid da jorden pludselig bliver angrebet og den lille familie må flygte.

Den store historie er, i forskellige former, temmelig velkendt. Det er måske bl.a. derfor man har valgt at lægge fokus en del anderledes end man plejer at gøre i denne slags film. I stedet for at handle om menneskehedens kamp og (som regel) triumf over de invaderende monstre, handler filmen om den lille families forsøg på at overleve de massive katastrofer der inden længe vælter over landet. Vi ser hvad de ser, og hører hvad de hører. Den større historie om de stridende parters kamp foregår kun glimtvis i baggrunden. Her er ingen destruktion af diverse monumenter og heller ingen heroiske præsidenttaler. Ray gør, i modsætning til typiske filmhelte, det som alle normale mennesker ville gøre i denne situation: løber som bare pokker.

Den første del af filmen viser noget af det bedste vi har set fra Spielbergs hånd i lang tid. Efter sølle femten minutters, ganske effektiv, karakteropbygning går det løs, og derefter erstatter det ene mere utrolige billede det andet. Man sidder og tør dårligt blinke af frygt for at gå glip af nye overvældende sanseindtryk. Rumvæsnerne benytter sig af de samme tre-benede krigsmaskiner som de brugte i Wells’ oprindelige historie. De høje dræbermaskiner er ikke alene et effektivt retro-ikon, men også overraskende skræmmende som de vandrer omkring og blæser de flygtende masser i småstykker. Alene den skrækindjagende lyd som maskinerne giver, får det til at løbe koldt ned af ryggen på én.

Gennem filmen præsenteres vi for adskillige virkeligt foruroligende syn. Læssevis af lig der flyder ned af floden, resterne af et nedstyrtet fly, samt folkemængder der angriber hinanden i den desperate kamp for overlevelse. Ofte ser vi ikke selve begivenheden men eftervirkningen af den, hvilket tit virker stærkere da det overlader det til tilskuerens egen fantasi at stykke begivenhederne sammen.