Ikke siden Danny De Vitos “War of the Roses”, hvor Michael Douglas og Kathleen Turner tævede hinanden sønder og sammen, er ægteskabets konflikter blevet udtrykt så håndfast og så underholdende som i “Mr. and Mrs. Smith”.

Historien om to lejemordere der, uvidende om hinandens identitet, gifter sig og siden hyres til at slå den anden ihjel, er i hænderne på instruktøren Doug Liman blevet til en både sexet og humoristisk action-affære, der slår fast, at i krig og kærlighed gælder alle kneb.

Liman, der både har instrueret den eksperimenterende fortælling “Go”, og som for alvor gjorde sig bemærket med “Manden uden navn”, har med “Mr. and Mrs. Smith” bevæget sig over i den lettere ende af skalaen – væk er fortællestrukturens sindrige omarrangeren og den hårdkogte, barske tone. I stedet er der vittige one-liners, der kært satiriserer over temaet “ægteskabet er en slagmark”, samt cool og flashy actionsekvenser, der aldrig taber deres glimt i øjet.

Og så er der selvfølgelig Brad Pitt og Angelina Jolie! Er der en film, der virkelig kan forsvare, at den sælger sig selv på stjernernes bekostning, så er det denne her. For netop på grund af de to hovedpersoner fungerer det ellers ret så forudsigelige plot. De udstråler hver for sig en karisma og en legesyghed, der med garanti vil opbløde selv den mest hårdhjertede pessimist. Samtidig slår kemien mellem dem gnister, så det er en fryd.

Selve manuskriptet er, udover det finurlige set-up, stort set lige ud af landevejen uden nævneværdige overraskelser. Vi ved at John og Jane selvfølgelig ikke slår hinanden ihjel, og at de i sidste ende nok må slå pjalterne sammen for at tage kampen op mod de egentlige [i]bad guys[/i]. Det gør ganske vist deres dueller temmelig harmløse, men de to skuespilleres energi, samt små finurlige indfald og en momentvis giftig dialog, pifter det hele op, og holder publikum ved ilden. Filmen har selvfølgelig sine små ujævnheder – behøver Janes hold af lejemordere f.eks. alle at være kvinder der ligner topmodeller (der er vel ingen grund til at gøre grundkonstellationen endnu mere utroværdig end den allerede er?) Ligeledes er det irriterende, at den mystiske “Father”, som åbenbart er lejemordernes obskure bagmand, aldrig bliver rigtig involveret i handlingen. Man har lidt på fornemmelsen, at hans rolle er blevet tabt på gulvet i klipperummet, ligesom de efter sigende hotte sexscener mellem Brad og Angelina.

Begge hovedrolleindehavere besidder den brede palette, hvad angår skuespilregister, og selvom der hovedsagelig males med den brede pensel, så har Mr. Pitt og Mrs. Jolie såvel et komisk talent, som en attitude, der emmer af sex, charme og selvtillid. Humoren fungerer især under Johns og Janes kombinerede menings- og skududvekslinger, og her fyger både kugler og skarpe bemærkninger om ørerne på én. Pitt er en skuespiller af den kaliber, der gør, at han kan køre på rutinen uden at blive uinteressant af den grund, og han formår effektivt at stjæle de fleste scener. I den sammenhæng falder Jolie til tider lidt i baggrunden, hvilket måske skyldes, at hun ikke har samme flair som sin mandlige modspiller. Men hun giver ham som regel kamp til stregen, og det er forrygende at se de to ryge i totterne, som i den morsomme dansescene, hvor de skiftevis afvæbner hinanden i takt med dansetrinene.
Som Johns mentor og gode ven Eddie er Vince Vaughn et rigtig godt fund, for han har intet problem med at spille op til Brad Pitt, og man ærgrer sig lidt over at hans rolle langsomt diffunderer ud af historien – mere spil med dem alle tre havde været oplagt.