Selv om man naturligvis ikke må være forudindtaget når man går ind og ser en film, kunne man alligevel ikke undgå at have visse forbehold i forhold til konceptet med “Elitepædagogen”. Nogle gange bliver man heldigvis overrasket positivt når man har ringe forventninger, men det skete desværre ikke denne gang. Filmen er mildest talt en af de værre omgange. Det sjove ved at se et muskelbundt skifte en baby og passe børn er passé for længe siden, og komisk talent er ikke ligefrem det der tynger Vin Diesel mest. Det hjælper heller ikke at historien er en sjusket omgang, hvor der spilles på alle de værste tangenter indenfor familiekomedie-genren. Dem, der umiddelbart vil kunne få noget ud af at se filmen er de mindreårige, men de velmenende forældre bør dog overveje om der ikke findes andre måder at underholde børnene på, da selv den værste skarnsunge ikke bør udsættes for “Elitepædagogen”.

En professor har opfundet et superhemmeligt forsvarsvåben kaldet GHOST. Den eneste der ved hvor våbnet befinder sig er professoren selv, men han bliver desværre myrdet. Kommandosoldaten Shane Wolfe der skulle have passet på ham, bliver i stedet sendt til den afdøde professors familie, hvor han skal passe på dem, og samtidig lede efter GHOST, som man formoder er gemt et sted i deres hjem. Da moderen bliver nødt til at rejse til Schweiz for at hjælpe med at åbne sin mands bankboks, bliver elitesoldaten efterladt alene med de fire børn. Da deres barnepige får nok og også rejser, er det op til Shane Wolfe at holde orden i et kaos af skrigende småbørn og umulige teenagere.

Af en familiekomedie at være er udgangspunktet slet ikke værst. Ja, historien om umulige børn der bliver opdraget med militær disciplin er ikke just ny, men ikke desto mindre stadig gangbar, hvis altså det bliver gjort ordentligt. Det gør det ikke i “Elitepædagogen”. De komiske indfald er mislykket slapstick; Ha Ha, Vin Diesel bliver bidt af en and og sikke en ble dog kan lugte. Nej, det er bare ikke sjovt, og når historien samtidig er så dybt usammenhængende og usandsynlig sidder man bare og venter på at elendigheden får en ende.

Ud over spændingsdelen med at finde professorens opfindelse og angreb af blandt andet ninjaer er filmen lifligt krydret med familiære indslag. Familien Plummer er selv sagt ikke en familie, der har det nemt. Faderens tragiske død har naturligvis påvirket børnene, men alligevel ikke så meget som man skulle tro. Deres problemer er langt mere almindelige: sønnen kan ikke lide brydning og vil hellere spille skuespil, datteren har kæresteproblemer og den yngste datters spejdertrop får tæsk af en rivaliserende spejdertrop. Naturligvis kan man ikke forvente at en familiekomedie skal være en dyster omgang, men når filmen nu handler om en familie der lige har været ude for en tragedie, kunne man måske berøre emnet bare lidt. Der går lang tid før man overhovedet bliver konfronteret med deres sorg, og det gør, at man bare bliver ligeglad hele vejen igennem. Filmen byder ikke på de store skuespilpræstationer, men Brad Garrett (Rays bror fra tv-serien “Alle elsker Raymond”) er uden tvivl filmens bedste og han står for de eneste sjove indslag med en fremragende karakter som brydetræneren.