Filmz
Hostage

Hostage

Medvirkende:

Rumer Willis, Gunter Simon, Michael D. Roberts, Austin Priester, Jamie McShane, Randy McPherson, Jack Lucarelli, Clint Kale Jones, Marjean Holden, Ransford Doherty, Hector Luis Bustamante, Bruce Willis, Marshall Allman, Jimmy Bennett, Serena Scott Thomas, Michelle Horn, Jimmy 'Jax' Pinchak, Christina Cabot, Jonathan Tucker, Kevin Pollak, Glenn Morshower, Ben Foster

Instruktør:

Florent Emilio Siri

Filmlængde:

102 minutter

Genre:

Action, Action, Drama, Drama, Thriller, Thriller

Hostage

Bruce Willis bliver åbenbart aldrig for gammel til at spille actionhelt, og også i “Hostage” trækker han i politiuniformen, komplet med arbejdstraumer fra fortiden og en klassisk familiekonflikt i bagagen som følge. Heldigvis har han siden “Den sjette sans” også lært at bruge sin sårbare side, hvilket gør gidseltagningseksperten Jeff Talley til mere end en rå politimand med hårde punchlines. Havde man forventet en ny “Die Hard” film, må man nok i stedet væbne sig med tålmodighed til 4’eren kommer. “Hostage” er mere brutal i et forsøg på at fremstille kompromisløs vold, men det er samtidig en film, der prøver for mange ting på en gang, til at gøre den rigtig vellykket.

[image=9177]

Den franske instruktør Florent Emilio Siri har lavet to film før, men “Hostage” er hans første amerikanske. Som Hollywood-debutant må man sige, at han klarer sig ganske godt, men det betyder samtidig, at han ikke slipper fri af den forudsigelighed og overfladiskhed som kendetegner størstedelen af produkterne derfra. Bevares, visuelt og lydmæssigt fejler filmen ingenting, og allerede i den indledende credit-sekvens mærkes Siris flair for lækre spændingsanslag, selvom han tydeligvis har ladet sig inspirere af introerne i “Panic Room” og “Spider-Man” (Siri har bl.a. lavet to computerspil i Splinter Cell-serien). Generelt er både fotograferingen og filmens score både virkningsfuldt og medrivende i passager, hvilket dog ikke redder den ujævne fortælling.
I “Hostage” har man valgt at komplicere den klassiske gidseltagningssituation ved at indblande en tredje part – i dette tilfælde en gruppe hensynsløse pengemænd, som skal have fat i nogle filer fra gidslernes hus, koste hvad det vil. Ideen har tydeligvis været at skabe et endnu større spændingsmoment, idet de skumle bagmænd afpresser Talley og hans familie til at skaffe filerne, men det ender med at være en hæmsko for filmen snarere end en fordel. For den oprindelige gidseltagning er og bliver filmens egentlige styrke, og det er en skam, at man ikke har turdet satse helhjertet på dette set-up. Det er ganske vidst set før, men havde man brugt sine kræfter på at fortælle historien om de rastløse ungdomskriminelle, der i mødet med den rige familie lader tingene gå over gevind, havde der været basis for en langt mere intens oplevelse i stil med f.eks. Sam Peckinpahs “Køterne”. I stedet serveres vi for en fortænkt plotfremdrift i form af ukendte forbrydere, som stakkels Jeff Talley må føje, hvis ikke hans familie skal lide overlast. Men deres grundlag for at bruge Talley er mildest talt ringe, da de tydeligvis ikke har brug for ham, og egentlig bare kunne have hentet filerne selv. Deres hensynsløshed motiveres aldrig, og uden et indblik i disse skurke forbliver man som tilskuer uinteresseret i denne del af historien.

[image=9176]

“Hostage” holdes hovedsagelig oven vande takket være instruktørens fine sans for spændingsopbygning (der dog falder betydelig hen mod slutningen), dens rå skildring af volden, samt enkelte seværdige skuespilpræstationer.
Filmen mangler dog den fandenivoldskhed og ligefremme iscenesættelse af brutalitet, som bl.a. kendetegnede “Køterne” eller David Finchers “Panic Room”. I enkelte øjeblikke nærmer den sig samme nerve, som når f.eks. en kvindelig politibetjent skydes ned i koldt blod af den psykotiske Mars (Ben Foster), men kompromisløsheden følges aldrig til dørs, og det ender med at blive en jævn popcornsfilm.
Willis er ganske god som den lettere afdankede gidseltagningsforhandler, der må kæmpe med fortidens dæmoner i sit forsøg på både at redde sin egen familie, samt familien fanget i huset. Hans egen hensynsløshed, da han forstår, at hans kone og datter er i fare, tilfører filmen et interessant aspekt, men det forlades desværre hurtigt igen. Den rige familiefar spilles af Kevin Pollack, der beklageligvis ikke bruges nok – man savner hans sarkasme gennem det meste af filmen, da han ikke laver meget andet end at være bevidstløs. De to børn (Michelle Smith og Jimmy Bennet) klarer deres roller udmærket, selvom lillebrorens forsøg på at snyde sine kidnappere ofte leder tankerne hen på “Alene hjemme”, hvilket bliver lettere irriterende.

De tre unge forbrydere er ganske givet de mest interessante personer i filmen, og når historien følger dem fungerer det rigtig fint. Størst ros skal gå til Ben Foster, der i rollen som den James Deanske sociopat Mars er intet mindre end fremragende. Man får næsten gåsehud af at se ham optræde på lærredet og ønsker til tider, at filmen havde handlet om ham i stedet.

[image=9181]

Kort om filmen

Som gidseltagningsforhandler hos politiet i Los Angeles må Jeff Talley opleve at miste grebet om et gidseldrama, som ender med at koste en ung kvinde og hendes søn livet. Efter den traumatiske oplevelse forlader Talley den hektiske storby og får arbejde som politimester i en lille, hyggelig by ude på landet.

Men da tre småkriminelle unge fyre følger efter en far og hans to børn hjem med det formål at stjæle deres bil, bryder helvede løs. Trioen bliver fanget i familiens topsikrede millionpalæ i udkanten af byen. I panik tager teenagerne familien som gidsler, og pludselig er Talley havnet i netop sådan en situation, som han ønskede, han aldrig skulle opleve igen.

Ads by MGDK