I annoncerne for “Voksne mennesker” betegnes filmen som en “syret komedie”. Den beskrivelse vækker måske associationer til narkotrip-film som “Fear and Loathing in Las Vegas”. “Voksne mennesker” ligner dog ikke på nogen måde den slags film, og fred være med det, for den er en glimrende, anderledes og meget opfindsom, lille perle af en komedie.

Daniel er en ung graffitimaler, der lever af at spraye kærligheds-erklæringer på murene rundt om i København. Han operer på en anden bølgelængde end resten af samfundet, og synes hele tiden at være halvvejs væk i sin egen virkelighed. Hans bedste ven kaldet Morfar er til gengæld begejstret for regler. Han arbejder på et søvnlaboratorium, men drømmer om at blive fodbolddommer. I hans øjne er spillet sekundært til dommerpræstationen. Som fodbolddommer kan han få afløb for sin trang til at holde orden med livet.

De to bliver begge betaget af den kønne bagerpige og inden længe forsøger de at bejle til hende. Dog på meget forskellige måder. Pigen, med det temmelig ufeminine navn Franc, bliver snart fyret fra bagerbutikken efter en uheldig episode med nogle svampe, og da Daniel kører hende hjem bliver det starten på en spirende forelskelse mellem de to. Ligesom Daniel selv passer Franc heller ikke helt ind i samfundet.

Samtidigt følger vi en rigtig dommer der på overfladen har det perfekt liv med hus, bil, kone og børn, men som af en eller anden grund ikke rigtigt kan få tingende til at hænge sammen. Han kan ikke sove, og føler sig langsomt mere og mere isoleret fra omverdenen.

Filmen er holdt i en meget simpel form. Den er optaget i sort/hvid og filmet i langsomme rolige bevægelser, der næsten poetisk dvæler ved detaljerne. Man har forsøgt at give den et uskyldigt 60’er inspireret look. Det lykkedes ganske godt. Især billederne omkring det indre København imponerer.

“Voksne mennesker” har en poetisk halvdrømmende facon. Ligesom Daniel selv er vi i en virkelighed, der ikke er rigtig virkelig. Lidt som når man vågner langsomt om morgenen, og ikke helt føler sig tilstede.

Filmen er sjov på sin lidt skæve måde. Jakob Cedergren, som de fleste nok vil huske som den unge journalist fra serien “Edderkoppen”, er god og Nicolas Bro er virkeligt underholdende som den lettere afsporede dommeraspirant. Han stjæler stort set alle scener han er med i. Desuden er der en del rigtig gode bipersoner, så som Francs kærlighedshungrende mor, spillet af Bodil Jørgensen, og Daniels særdeles modbydelige udlejer (selv hans ca. otteårige datter kalder ham en bolighaj).