Det sidste halve år har budt på en del mere eller mindre mislykkede komediefortsættelser. Derfor var det med en vis ængstelse at jeg sætte mig i biografsædet for at se “Be Cool”, forsættelsen til den udsædvanligt vellykkede “Get Shorty”. Bekymringen var dog ikke helt uberettiget, for nogen særlig god film er “Be Cool” ikke, men en decideret katastrofe er den nu heller ikke.
I “Get Shorty” fulgte vi lånehajen Chili Palmer der, efter at være blevet træt af branchen, tog til Hollywood for at blive en del af den filmindustri han altid havde drømt om at arbejde i. I denne film er han åbenbart også blevet træt af filmbranchen, for han beslutter sig i stedet at gå ind i musikindustrien, hvilket dog ikke er særligt overbevisende. Chili elskede måske film, men det virker usandsynligt at han interesserer sig for moderne popmusik. På et tidspunkt i filmen skal vi endda tro på at han har forstand på sort hip-hop?
[image=8914]
Inden længe skal han redde et lille pladeselskab fra ruin, samtidigt med at han skal undgå diverse attentatforsøg fra konkurrenter og den russiske mafia. Ligesom i “Get Shorty” er handling baseret på en række forviklinger, svindel og forskellige handlingstråde. I modsætning til “Get Shorty” så giver delene dog ikke nogen helhed, og plottet synes blot at løbe derudaf uden at der sker nogen form for udvikling. James Woods kommer på et tidspunkt i filmen med en ide til en film baseret på sit eget liv i musikbranchen. Chili afviser ideen: der er kun personer – ingen handling. Den karakterstik passer perfekt på “Be Cool”.
Filmen er proppet med berømtheder, men man begynder så småt at blive bekymret når man, halvvejs inde i filmen, erkender at den bedste præstation leveres af The Rock. I rollen som en overenergisk bøsset bodyguard er han overraskende morsom. Ligeledes er Robert Pastorelli sjov som en sjusket lejemorder. Hans rolle, som desværre blev hans sidste, måtte gerne have været større. Ellers savner filmen voldsomt de to sjoveste personer fra “Get Shorty” som blev spillet af Dennis Farina og Gene Hackman.
[image=8915]
Vince Vaughns figur er umorsomt irriterende og ligeledes er Harvey Keitels skurkagtige pladeproducer ganske uinteressant og slet ikke sjov. Problemet er måske at selvom Harvey Keitel er en dygtig dramatisk skuespiller, så mangler han den komiske gnist der ville få rollen til at fungere. James Woods, der kun er med i ganske få meget underholdende minutter, kunne utvivlsomt have tilføjet noget mere bid. Uma Thurman er sjov som en lettere alkoholiseret enke, men desværre bliver hun ædru i løbet af kort tid og dermed ret kedelig.
Chili selv, naturligvis i skikkelse af John Travolta, fungerer ganske udmærket, men Chili-figuren har i sig selv ingen synderlig personlighed. Hans coolness består i hans reaktioner på omgivelserne. Derfor virker han bedst når han er mest presset. Desværre er for mange af hans modstandere mere eller mindre idioter og udgør dermed ingen værdig udfordring. Der er intet cool i at narre personer der er grænsende til at være retarderede.
[image=8916]