Har vi virkelig brug for alle disse genindspilninger af gamle klassikere, som synes at vælte ind fra Hollywood for tiden? Hvis originalen var god, hvorfor så ikke bare gense den – skal vi partout serveres for gammel vin på nye flasker, bare for at nutidens publikum også skal kunne følge med? Med fare for at lyde som en gammel forstokket stodder, så vil jeg mene nej. Bevares, det sker da ind i mellem, at en enkelt af disse film formår at tilføre forlægget noget nyt, men som regel er den slags forsøg på at slå plat på en foregående succes eller et glimrende manuskript blot ynkelige.

Genindspilningen af John Carpenters (“Maskernes nat”, “Det grusomme udefra”) rå actionfilm “Sidste nat på station 13” fra 1976 har da også valgt at beholde den oprindelige præmis. En nedlagt politistation bliver rammen om en belejring, hvor politi og forbrydere indenfor bliver nødt til at arbejde sammen for at overleve. Men i Jean-Francois Richets moderne version er det ikke længere en hob blodtørstige kriminelle, der angriber stationen, men i stedet en gruppe korrupte politimænd, der ønsker at likvidere en af de indsatte, inden han kan afsløre dem. Det kommer der en heftig gang action ud af, men handlingen og karaktererne bliver ladt i stikken.

Starten tegner ellers lovende. Vi introduceres for Jake Roenick (Ethan Hawke), som under en undercover sag mister sine to makkere. Det er en hektisk og visuelt vibrerende intro, hvor den rå og barske tone fra originalen slås an. Men så begynder det at gå ned ad bakke. Det er som om instruktøren og manuskriptforfatteren mest er interesserede i at lave en blankpoleret thriller med velkendte plottwists. Drivkraften i hele spændingen er derfor sat op på, hvem der mon er i ledtog med de korrupte politibetjente og hvem som er reelle nok.
Samtidig har de åbenbart været bange for at tabe forståelsen på gulvet, og derfor fyldes hver eneste dialogscene med læssevis af eksposition, der virker totalt malplaceret. Det er en skam at publikum undervurderes så meget i deres evne til at fange filmens set-up, for det medvirker til, at det bare ikke flyder naturligt.

For at citere lederen af de korrupte betjente, Marcus Duvall (Gabriel Byrne), så minder det hele mest af alt om [i]”et simpelt regnestykke”[/i]. Alt er sat op, så det belejligt passer sammen, og det endelige resultat er da også alt for let at forudsige på forhånd, inklusiv diverse mellemregninger. Således forsvinder det meste af den spænding som forventes, hvilket er synd, da historiens udgangspunkt lægger op til en masse interessante komplikationer.

Det er den franske instruktør Jean-Francois Richets første amerikanske film, og når man tænker på, at han indtil nu har holdt sig til smalle og mere socialrealistiske fortællinger, så er det forbløffende hvor lidt af hans personlige præg, der er at få øje på i “Sidste nat på station 13”. Den er faretruende tæt på Hollywoods metervare, og hvor Carpenters version var mere i stil med “Night of the Living Dead”, så minder Richets mest af alt om en “Die Hard 2”-klon. Den har dog stadig noget af den kompromisløse vold, som kendetegnede originalen, og det er befriende at se, at en actionfilm tør løbe linen ud og vise den slags iskolde blodsudgydelser. Det tilfører den heftige ramasjang en vis nerve, hvor voldsudgydelserne ikke bare bliver overfladisk og ufarlig æstetik, men skræmmende og nærværende. Man fristes næsten til at sammenligne med computerspillet “Max Payne”, dog uden bullet-time og John Woosk actionballet.

Det er især under selve angrebet på stationen at filmen kommer til sin ret, som i scenen hvor Bishop eliminerer en af sine modstandere med to molotov-cocktails. De brutale likvideringer overrumpler én og tilfører den ellers konventionelle fortælling en hårdt tiltrængt gennemslagskraft.

Det er et glimrende cast, som instruktøren har samlet sammen, men de må desværre alle se sig slået af de forcerede dialoger og de ret utroværdige karakterbeskrivelser som tillægges deres roller. Værst er det med filmens bad guys, der kunne være blevet en interessant ingrediens i hele suppedasen, da de er politibetjente og ikke egentlige forbrydere som udgangspunkt. Men de gøres hurtigt samvittighedsløse og ender som kedelige koldblodige og kalkulerede mordere. End ikke den superbe Gabriel Byrne kan stille noget op med sin endimensionale rolle. Ethan Hawke er god som den martrede politimand med egen psykolog (og ‘love interest’ in spe), selvom hans rolle ikke har meget at byde på ud over de åbenlyse klicheer. Laurence Fishburne, der spiller Marion Bishop, manden som angriberne vil have fat i, har heldigvis taget fri fra sin karikerede Matrix-figur, og giver den som stenhård, men fornuftig storforbryder.