Hvad får man hvis man kombinerer monstrene fra “Alien” med monstrene fra “Predator”, og lader dem mødes i en intergalaktisk hanekamp på liv og død? Et effektivt actionbrag? En opvisning i blærede effekter og knaldhård kampkoregrafi? Måske endda et voldsorgie, hvor det gule, grønne og røde blod flyder i stride strømme? Langt fra. Svaret er en gemen økonomisk ligning med et kommercielt filmstudie på den ene side og et actionhungrende teenagepublikum på den anden. En ligning hvor to gamle men vellidte [i]franchises[/i] er blevet støvet af og klasket billigt sammen for at maksimere omsætningen. “Aliens vs. Predator” ligner en hyldest til alle os fans af “Alien” og “Predator”, men den går stik imod det, der fungerede bedst ved de oprindelige film.

Ekspreselevator til helvedeEfter at hans private satellit opdager en pyramide gemt under isen på Antarktis, hyrer milliardæren Charles Bishop Weyland et hold af arkæologer, militærfolk og bjergbestigere til at endevende bygningen og finde ud af, om den skulle være penge værd. Holdet af eksperter når dog knap nok at få foden indenfor, inden de farer vild i pyramidens rokerende labyrintsystem og indser, at de ikke er alene. “Aliens vs. Predator” bygger til dels på en stribe populære ‘Dark Horse’ tegneserier fra starten af 1990’erne. Her blev det for første gang etableret, hvordan predator-monstrene selv spreder og efterfølgende jager aliens rundt i verdensrummet, som led i et eksotisk manddomsritual. Resten af handlingen har manuskriptforfatter og instruktør [i]extraordinaire[/i] Paul Anderson (næsten) helt selv fundet på.

I første halvdel af “Alien vs. Predator” er det udelukkende mennesker som kradser af, og der går godt og vel 50 minutter inden de to titelmonstre mødes ansigt til ansigt. Man har forsøgt at bygge filmen roligt op, for både at øge forventningerne til opgøret men også at bruge tid på at etablere karaktererne. En indgangsvinkel der fungerede suverænt for Ridley Scott og James Cameron, hvorfor den nødvendigvis også må fungere for Anderson. Men den køber vi ikke. Ud over at vi faktisk kun introduceres for et par af personerne i filmen, har ingen af dem substans nok til, at man på nogen måde kan forholde sig til dem. Og det lige meget hvor længe man glor på dem. Derudover har vi efterhånden alle et indgående kendskab til både predators og aliens på film, hvorfor instruktøren forsøger at pirre os med noget, vi har set utallige gange før. Gyset og spændingen er blevet erstattet af rungende kedsomhed. Om man så fjernede hele 1. akt, ville oplevelsen af filmen ikke være anderledes – blot hurtigere overstået.

Kvinder, kugler og kondomerAnderson hugger med arme og ben fra de oprindelige film, og det gælder alt lige fra actionsekvenser til hovedrollen Lex. Sanaa Lathan spiller den afroamerikanske ‘Ripley-light’ med en sjælden set mangel på troværdighed. Når ikke hun spytter kommandoer ud, som ingen kan tage alvorligt, flirter hun heftigt med den labre italienske arkæolog, der ligesom den labre franske kvinde med strithåret (hvad laver hun overhovedet på den ekspedition?) slet ikke passer ind i filmens univers. Den franske kvinde og Lex bliver venner for livet over en 30 sekunders samtale om kondomer og håndvåben. Senere snakkes der både babybilleder og syge forældre i et desperat forsøg på at skabe bare et minimum af identifikation med heltene. Hvor karaktererne i “Alien” var tænkt som ‘langturschauffører i rummet’ kan de i “Alien vs. Predator” bedst beskrives som ‘Revlon-modeller fanget i en plastic-skakt’.

Ifølge instruktøren er alle skuespillerne castet på grund af deres evner som skuespillere og ikke deres udseende. Men den køber vi ikke. Enhver beslutning bag “Alien vs. Predator” er tydeligvis taget med et økonomisk mål for øje, og det gælder såvel handling og karakterer som effekter. Sidstnævnte er en lidt tvivlsom blanding af CG og praktiske effekter – computergrafikken virker flere steder billig, mens predator-monstrene og deres våben er gjort så absurd store, at personerne i dragterne næsten ikke kan bevæge sig. Det er ikke længere nok med et laservåben på skulderen eller en kniv ved håndledet. Nej, det skal sgu være gigantiske plasmakanoner og meterlange macheter, for større er ALTID bedre.

Verdens største “Alien” fanDet værste ved “Aliens vs. Predator” er imidlertid hverken de utroværdige karakterer, plothullerne (kan man virkelig løbe fra en atomeksplosion?), fotografien, Dumbo-dragterne eller dialogen. Det er derimod at Anderson (der anser sig selv for at være verdens største “Alien” fan) bevidst ændrer på de konventioner, som McTiernan, Scott, Cameron og Fincher hidtil har etableret. I forsøget på at videreudvikle mytologien, har han set sig nødsaget til at gå tilbage og ændre måden, hvorpå f.eks. aliens formerer sig. Hvor det førhen tog to til tre dage for en alien at befrugte et menneske, gnave sig ud gennem brystet og vokse sig stor, tager det i Andersons historie under 10 minutter. Men den køber vi ikke. Enten har han ikke været i stand til at skabe en ramme, hvor reglerne passede ind, eller også er filmen skåret efter Hollywoods seneste analyser af, hvor lang tid teenagere kan koncentrere sig i biografen. Sikkert begge dele.

Dertil kommer, at man har valgt at fjerne næsten alt blod, for at kunne sælge filmen til et større publikum. Nogle scener er på grænsen til det uforståelige, fordi der klippes væk, så snart et menneske ekspederes. Standser man et kort øjeblik op og tænker over, hvor upassende det er at lave en børnevenlig udgave af to filmserier, hvor volden er en central del af indholdet, får man uvilkårligt ondt i hovedet. Det svarer nogenlunde til at indspille “Bridget Jones’ dagbog 3” som en splatterfilm. At se en [i]chestbuster-scene[/i] uden hverken blod eller [i]chestbuster[/i] er givetvis ikke helt den samme oplevelse. Predator-monstrene – der her naturligvis er ‘teenage-predators’ – lider også under censuren og må ikke længere lave de velkendte ritualistiske parteringer. Noget kunne tyde på, at mor- og far-predator har truet med at tage deres Playstation fra dem, hvis ikke de nøjes med kun at slå og skyde.

Video”Alien vs. Predator” var en grim film at se på i biografen, og det er den også på dvd. Fordi størstedelen af handlingen foregår i bælgmørke korridorer, er der kun meget lidt afveksling rent visuelt, som når der tændes et nødblus, og alle omgivelserne hyldes i røde nuancer. De mørke billeder er generelt grynede, og det kniber både med skarpheden og sortniveauet, der i enkelte scener nærmer sig det grålige. I princippet ville et ‘bedre’ transfer af filmen dog ikke gøre den store forskel, eftersom fotogafien i sig selv er tvivlsom. Der er med andre ord ikke tale om nogen deciderede tekniske fejl, for dvd’en ligner præcis, hvad man så på det store lærred.

AudioDolby Digital lydsporet er det bedste ved hele dvd’en, og byder på både stærk bas og masser af surroundlyd med fin plads til de mindre detaljer. Filmens meget begrænsede spænding skabes først og fremmest af lyddesignet, så det kan godt betale sig at skrue ekstra højt op. Af urangsagelige årsager er der imidlertid ikke inkluderet et DTS lydspor, hvilket ellers plejer at være standard på SF’s 2-disc specialudgaver af 20th. Century Fox film. Vi får i stedet et tjekkisk og et polsk Dolby Digital 5.1 lydspor, som med garanti vil være enormt populære herhjemme.

EkstramaterialeDvd’en af “Alien vs. Predator” er en såkaldt ‘extended edition’ som er hele 60 (tres!) sekunder længere end biografversionen. Den nye scene ligger i starten af filmen og spiller absolut ingen rolle for resten af historien – den er blot endnu et salgstrick.

Ekstramaterialet på “Alien vs. Predator” kan bedst beskrives som én stor kollektiv virkelighedsflugt, hvor alle fra producenter, over instruktøren og skuespillerne skamroser hinanden, mens de forsøger at overbevise os om, at filmen er et mesterværk. Men den køber vi ikke. Det første af de to kommentarspor på disc 1 er for så vidt ganske underholdende, hvilket i høj grad skyldes Lance Henriksens umuligt positive syn på filmen. Han er ved at falde i svime over selv de mest utroværdige effekter, og sammenligner endda Paul Anderson med James Cameron. Det er her, at det for alvor begynder at blive uhyggeligt. Det andet spor er med effektfolkene, hvor tonen er væsentlig mere nøgtern. Der er mange gode tekniske detaljer og sporet er uden tvivl værd at bruge tid på, hvis man er interesseret i CGI, miniaturemodeller og makeup.

På disc 2 er der indtil flere timers dokumentarprogrammer, der imidlertid alle domineres af samme kvalmefremkaldende rygklapperi som det første kommenstarspor. Generelt bærer ekstramaterielt på “Aliens vs. Predator” dvd’en præg af at være en forlænget reklamekampagne, og som en bekendt rigtigt nok påpegede under gennemsynet, så er skuespillet faktisk bedre i ‘bag kameraet’ indslagene end i selve filmen. De korte slettede scener på skiven er irrelevante for handlingen, og både Anderson og Henriksen brillerer endnu engang med ligegyldige kommentarer, der for det meste slet ikke er henvendt de scener, som man kigger på. Indslagene omkring miniaturemodellerne og udvikingen af monstrene i filmen er derimod ganske interessante. Det samme gælder smugkigget på den oprindelige tegneserie.