[i]”Det afhænger af øjnene, der ser.”[/i] Hvornår noget er komisk eller tragisk er ifølge den velspillede Woody Allen-film “Melinda and Melinda” relativt. Der er mindst to versioner af samme sag. Sy og Max er henholdsvis filminstruktør og teaterinstruktør, de ser verden med forskellige briller. Filminstruktøren Sy ser det komiske i verden, hvorimod teaterinstruktøren Max opfatter tingene lidt anderledes. Deres forskelligartede syn danner rammefortællingen i denne underholdende film om den mystiske Melinda, vis historie fortælles parallelt, både som en komedie og en tragedie.

Woody Allen er en fremragende fortæller og han viser igen sit værd med “Melinda and Melinda”. Det er ingen let sag at fortælle samme historie på to forskellige måder, men der skiftes upåklageligt mellem tragedien og komedien. I tragediedelen af historien ankommer Melinda (Radha Mitchell) uanmeldt til venindens Laurels (Chloë Sevigny) lejlighed, hvor Melinda ubelejligt træder ind midt i et fint middagsselskab. Melinda er en tidligere klassekammerat med Laurel og den forstående Cassie (Brooke Smith). Knap så forstående overfor Melindas ubelejlige ankomst er Laurels kæreste Lee (Jonny Lee Miller), der tyer lige så meget til flasken, som han tyer til andre kvinder. Melinda har også trang til flasken, men pilleglasset er heller ikke af vejen. Livslyst er der ikke meget af i den neurotiske Melinda.

I komediedelen er Melinda mere levende, både at se og høre på. Frisuren er under kontrol i forhold til det pjuskede garn, hun render rundt med i tragediedelen. Radha Mitchell er overbevisende som de to meget forskellige personligheder, som Melinda og Melinda vitterligt er. Lige så levende som hun spiller Melinda i komediedelen, lige så melankolsk fremstiller hun den depressive Melinda. At Radha Mitchell spås en stor fremtid efter denne kraftfulde præstation kræver ikke den store krystalkugle.

Woody Allen har aldrig haft problemer med at få store skuespillernavne til at medvirke i sine film, og rollelisten er også omfangsrig i “Melinda and Melinda”, dog uden at den gæve gubbe selv er at finde på lærredet. Personligt elsker jeg Woody Allen som skuespiller, og synes han hører til i en Allen-film. Rollemæssigt ville han have passet perfekt som den tåbelige Hobie, der er filmens største komiske indslag. Will Ferrell har fået æren, og han skuffer ikke. Ferrell kan levere komiske replikker på fornemmeste vis, og han er helt perfekt som den jaloux, spydige og til tider barnlige Hobie.

Filmens største styrke er komediedelen, der har den spidsfindighed, som nærmest er blevet et varemærke for Woody Allen. Melinda kommer i denne del brasende ind i et fint middagselskab hos naboerne Hobie og Susan (Amanda Peet), der lefler for en millionær, som muligvis vil skyde penge i hendes nye feministiske filmprojekt. Susan er mere optaget af hendes filmprojekt, og forholdet til Hobie fungerer ikke ret godt. Hobie falder pladask for den charmerende Melinda, men han har det ikke nemt, for der er andre mere kompetente hankønsvæsner, der har et godt øje til Melinda.