Det er trist at der ikke bliver lavet flere film i Aalborg end der gør. Byen er sådan en fremragende kulisse, både smuk og hæslig på samme tid. Det indre Aalborg ligner præcis et sted hvor man kan fare vild og blive spærret inde. I “Nordkraft” er der mange mennesker der er mentalt spærret inde, nogle bevidst, mens andre knap nok aner det.
[image=8387]
“Nordkraft” er en filmatisering af Jakob Ejersbos prisbelønnede roman. Det er fortællingen om tre skæbner der alle springer ud af narkomiljøet i Aalborg – Maria, Allan og Steso. Bogen er skarpt opdelt i tre sektioner, en centreret omkring hver person. Hver del har sin egen stemning og eget sprog. I filmen har man, forståeligt nok, valg at krydsklippe mellem de tre historier, og fortælle hver historie på omtrent samme måde. Bogen har desuden en tilbagelænede stil hvor den større handling kun sporadisk viser sig gennem hashtågerne, men til filmen er en del af handlingen skrevet om og speedet op, således at den foregår over et par dage.
Maria er en pusherfrau, dvs. hun varter de kunder op der kommer for at købe hash hos hendes pusherkæreste Asger. Desuden smugler hun hash fra Christiania til Aalborg, et job der er nærved at koste hende en længere fængselsstraf. Samtidigt er Asger mere og mere ved at synke hen i en ynkelig tilstand og da hun træffer den sympatiske Hossein bliver hun nød til at overveje sit liv. Hun ved der skal ske noget, men ikke helt hvad.
[image=8388]
Desuden følger vi Allan, som er kommet hjem efter en brandulykke på et skib, der har efterladt ham vansiret på den højre side af ansigtet. Ulykken har imidlertidigt ikke taget modet fra ham, og han kommer hjem besluttet på at samle sin spredte familie. Hans barndomsven Frank, der i mellemtiden er blevet en ambitiøs narkohandler, er dog opsat på at få Allan med til hans nye forretninger, og samtidigt møder han Maja, der også synes at have en forbindelse til miljøet.
Den tredje historie følger Steso, en tilsyneladende uhelbredelig narkoman, der sluger stoffer og bøger med lige stor appetit mens han kynisk kommenterer verden omkring ham. Hans kæreste Tilde har dog fået nok af hans litterære dødstrip og Steso bliver tvunget til at vælge mellem de to.
[image=8389]
Ole Christian Madsen, der tidligere har instrueret bl.a. “En kærlighedshistorie” og “Pizza King”, har valgt hovedsagligt at bruge en ung og relativt uerfaren rollebesætning. Det betyder at der er enkelte svage præstationer, men til gengæld giver det fortællingen mere autenticitet og gør tonen mere rå. Thure Lindhardt brænder gennem lærredet som Steso – det er svært at tro på at det var den samme der spillede den autistiske Brian i “Her i nærheden”. I rollen som Maria er Signe Egholm Olsen ligeledes god, hun har et par enkelte svage scener men de skyldes mere et til tider lidt rodet manuskript, end hendes præstation. Det er beundringsværdigt at se en kvindelig skuespilpræstation der er så modig som hendes. Desuden bør Farshad Kholghi nævnes for, med ganske få virkemidler, at give en interessant flertydighed i sin rolle.
Filmens styrke ligger først og fremmest i dens miljøbeskrivelse. Den er så proppet med gode detaljer at man knap nok når at opfange dem alle. Den bruger en del kameratricks, nogle af disse fungerer upåklageligt mens andre bare virker distraherende. “Nordkraft” ville formodentlig have gjort sig selv en tjeneste ved at bruge knap så mange, det er i de mere afdæmpede scener at den fungerer bedst.