Engang troede mennesket at månen var en spejling af Jorden. Den smukke lysende kugle på nattehimlen passede perfekt ind i et verdensbillede, hvor såvel Jorden som mennesket blev anset for at være unikt og pletfrit. Men så opdagede man, at månen havde en bagside, som var arret og grim. En slags skyggeside af Jorden. Det behagede hverken videnskaben eller folket, for det føltes som en skamplet på det ellers perfekte ydre. Men heldigvis fandt man senere ud af, at månen og Jorden var selvstændige planeter og man kunne dermed afskrive teorien om den “grimme side af Jorden”. Omtrent med denne fortælling starter “Far Side of the Moon”, som er en slags eksistentiel fabel, der mikser en god portion undren over universets gåder med en jordnær historie om to brødre. På den måde må “Far Side of the Moon” betegnes som en smal film, der med små armbevægelser fortæller om livets store spørgsmål på en raffineret og ganske interessant måde.

Filmen er instrueret af canadieren Robert LePage, der er en højt anerkendt teaterinstruktør med mange opsætninger bag sig på internationalt plan. Herhjemme modtog LePage sidste år i april en pris for at have arbejdet med en opsætning af H.C. Andersens “Dryaden”. Men LePage har også medvirket som skuespiller i adskillige film, blandt andet “Jesus fra Montreal”, samt instrueret flere spillefilm. Med den baggrund kan det næppe undre, at han i “Far Side of the Moon”, som oprindeligt er skrevet til teateret, egenhændigt har skrevet manuskript, instrueret og spiller de to hovedroller i filmen.

Og hvad handler filmen så om? Det er faktisk vanskeligt at give et klart bud på. Ganske vist præsenteres vi for hovedpersonen Phillippe, som er fascineret af universet, bor alene og forsøger at færdiggøre sin afhandling om rumforskning, samt hans bror André, meteorologen, der med Phillippes ord har “masser af penge, ingen sorger og absolut ingen nysgerrighed”. Men en egentlig fremadskridende historie, der giver mening, er svær at spore. Filmen springer mellem episoder fra barndommen, til ungdommen, til nutiden og præsenterer os for brudstykker af hændelser, der har gjort Phillippe og hans bror André til dem de er. Et brødrepar, der fysisk er som to dråber vand, men mentalt vidt forskellige. Det skaber en del kommunikationsproblemer brødrene imellem, for trods familierelationen har de svært ved at forstå hinanden. Og det er måske det, som filmen i virkeligheden handler om: relationer. Først og fremmest relationen brødrene imellem, men også til arbejde, til universet, til ekskærester, til moderen og til russiske rumforskere.

Det viser sig nemlig, at forholdet mellem Phillippe og Andre er temmelig anstrengt. Særligt efter moderens død har de svært ved at finde noget at være fælles om. En guldfisk, som tilhørte moderen, er det eneste levende efterladenskab, og da den dør under absurde omstændigheder, finder de to brødre ud af, at de nu kun har hinanden. Men før de når frem til den erkendelse, går de begge igennem op- og nedture. Phillippes afhandling om rumforskning afvises, han bliver fyret og en lang række andre ting sker, mens André har problemer med kæresten. De følelsesmæssige stadier som især Phillippe gennemgår i forbindelse med hans nedture er eminent spillet af LePage, der er suveræn i fremstillingen af en lige dele plaget og nysgerrigt søgende mand.