Du kan trygt læse denne anmeldelse. Den vil ikke afsløre nogle af de plot-twists der er en så vigtig del af “Million Dollar Baby”, at det er svært at vurdere filmen som helhed uden at komme ind på dem. Men hellere en mangelfuld anmeldelse end en ødelagt filmoplevelse.

SværvægterenVed årets Oscaruddeling knockoutede “Million Dollar Baby” sine konkurrenter i flere af de store kategorier, og kunne således høste priser for bedste kvindelige hovedrolle til Hilary Swank, bedste mandlige hovedrolle og bedste instruktør til Clint Eastwood, og ikke mindst hovedprisen for årets bedste film. Fra at have haft sin faste plads i underholdningsindustriens klasse B, med roller i italienske westerns og Dirty Harry-film, er Eastwood med alderen blevet Hollywoods nye [i]grand old man[/i], en sværdvægter, hvis film i stigende grad finder nåde i Oscarakademiets rækker. Gennembruddet blev “Unforgiven” fra 1993 og sidste år blev “Mystic River” nomineret i de store kategorier.

“Million Dollar Baby” er ligesom forgængerne en ægte Clint Eastwood-film – rå og usentimental, men med et sårbart hjerte. Ligesom manden selv, foranlediges man til at tro. I filmen spiller Eastwood boksetræneren Frankie Dunn, der aldrig er blevet den helt store kanon, tilsyneladende fordi han er bange for at sende sine elever ind i en rigtig boksering mod en rigtig modstander. Han mister således sin stjernebokser til en ambitiøs promoter, fordi han er bange for at give ham en titelkamp. I stedet begynder Frankie modvilligt at træne den hårdtarbejdende Maggie, en servitrice der ser bokseringen som sin vej ud af sin [i]white trash[/i] baggrund. Maggie viser sig snart at have talent for at slå på tæven, og stiger hurtigt i graderne indenfor kvindeboksningens verden. Men hvor længe kan Frankie holde hende væk fra en rigtig kamp mod en rigtig modstander?

SurrogaterLige fra filmens første billeder, hvor Frankie lapper en af sine boksere sammen inden han skal tilbage i ringen, og giver ham besked på at lade sig slå for at limen kan trænge ordentligt ind i det flækkede kindben, er “Million Dollar Baby” holdt i en overbevisende bokse-æstetik. Man kan næsten mærke lugten af friskt savsmuld og gammelt sved i træningshallen, som Frankie ejer. Alligevel har filmen mindst ligeså meget tilfælles med det menneskelige drama “Mystic River” som den har med sportsfilmen “Rocky”, idet “Million Dollar Baby” i høj grad handler om forholdet mellem Maggie og Frankie. Maggies far forlod familien da hun var barn, og Frankie har ikke talt med sin voksne datter i årevis. Derfor opstår der langsomt et slags surrogat far/datter forhold mellem de to.

Frankies voksende følelser overfor Maggie virker heldigvis ikke forceret, og Eastwood er perfekt som den gamle gnavne blodhund der får en ny hvalp at passe på. Swank har tidligere vist at hun gør sig godt i maskuline roller (som i “Boys Don’t Cry”), og også her har hun efterladt de fleste feminine sider og træk udenfor ringen. Det er ikke kønt, men det er troværdigt. Også hendes stræben efter at få succes i bokseverden er godt illustreret, som da hun samler madrester op fra sit servitrice-job for at spare op til en træningsbold. Hun fortæller kunden, at resterne er til hendes hund.

Den vise opsynsmandMorgan Freeman er filmens fortæller og spiller den vise opsynsmand i træningshallen, som kan forklare os hvordan tingene hænger sammen, ligesom han gjorde det som den vise trammerusker i “The Shawshank Redemption”. Hans rolle virker noget overflødig, men Freeman er som sædvanlig Freeman – sympatisk, vis og god.

En anden ting der virker malplaceret er Maggies [i]trailerpark white trash[/i] familie, som er gjort unødvendigt usympatiske. Mindre karikeret kunne have gjort det.

Akt 2 – hvor der ikke skal spoilesDet var så den del af “Million Dollar Baby” som der kunne tales om. I anden akt skifter filmen brat karakter og tempo. Denne del blev hurtigt efter premieren i USA til en politisk varm kartoffel, og folk på højrefløjen beskylde Eastwood for at dette skift skulle være politisk motiveret. Dette ville dog ligne Eastwood meget dårligt.

Skiftet skal nok snarere ses som en naturlig udvikling af Eastwoods far/datter fortælling, hvor følelser og konsekvenser bliver sat på spidsen. Problemet med dette er dog at temposkiftet i filmen er svært at vænne sig til, og at ikke alle karaktererne i anden akt opfører sig som dem vi har lært at kende i første akt. Denne del af “Million Dollar Baby” får ikke helt den tid eller opmærksomhed som den skulle have haft for at have fungeret helt overbevisende og trængt ind under huden.