Ken Loach er manden bag den vellykkede kærlighedshistorie “Et dristigt kys”, hvor især det problemfyldte forhold på tværs af religioner mellem de to hovedpersoner, muslimen Casim og katolikken Roisin, funkler.

“Hvor mange fætre har du?” Således spørger den katolske kvinde Roisin sin muslimske kæreste Casim, da han endnu en gang beder hende dukke hovedet, når de passerer en af fætrenes take-aways. Familien er stor og fast besluttet på Casims kommende bryllup med kusinen Jasmine. Det er Casim ikke. Tvangsægteskabets uomtvistelige og evindelige dilemma.

Casim virker udadtil indforstået med brylluppet og hjælper med tilbygningen af huset, der skal huse hans kommende hustru. Problemerne opstår, da Casim afhenter sin stædige søster Tahara efter skole. Tahara går med oprejst pande og skjuler ikke sine standpunkter, men at være åbenlys fan af fodboldklubben Rangers på en katolsk skole i Glasgow er dømt til at skabe problemer, og tilsæt de vanlige problemer ved at have en anden hudfarve, så får man omfanget af Taharas kvaler. Banden “The Celtics” mobber Tahara, der i raseri jagter dem gennem skolen. Jagten ender i skolens musiklokale og her dumper Casim ind i den charmerende “goree” (en hvid kvinde) Roisin.

Affæren udvikler sig hurtigt til et seriøst og oprigtigt forhold. Replikkerne mellem de to forelskede er velskrevede og leveres med en dejlig ironisk tone. Roisin og Casim sviner hinanden til på den kærlige måde, som kun nyforelskede kan gøre det. Ken Loach har før vist, at han formår at blande humor og alvor. Især med “My Name Is Joe”, hvor den fortvivlede Joe Kavanagh roder sig ud i nogle gebommerlige problemer. Humoren i “Et dristigt kys” kammer til tider over i det farceagtige, og minder lidt om humoren vi så i den svenske “Jalla! Jalla!”, der havde en mere sarkastisk tilgang til det ømfindtlige emne, tvangsægteskab. Tonen i starten af filmen er farceagtig, bl.a. scenen, hvor Casims far tager meterskridt gennem morens blomsterbede, for at tage mål til tilbygningen, holder ikke helt trit med de efterfølgende sceners alvor.

Casim er i et uløseligt dilemma. Hvor langt kan man gå for egen vindings skyld? Åbenlyse valg er der ingen af. Familien på den ene side og sin livs udkårne på den anden. Filmens største force ligger i udviklingen af forholdet mellem Roisin og Casim. Trods nyforelskelse skaber Casims bagland gedigne knaster i forholdet. Det skaber heftige diskussioner mellem Casim og Roisin, der er fortvivlet og grædefærdig over Casims families urokkelighed. Frustrationerne får frit løb i diskussionerne, og disse scener ryger direkte ind under huden. Eva Birthistle har en stor andel i scenernes intensitet, for hun spiller Roisin med stor autoritet.