[image=8153]
Persongalleriet består af mange skæve eksistenser, der er så bevidst overdrevne karikerede, at det bliver morsomt. Tommys to medynkvækkende bongkammerater Ole Finland (Niels Olsen) og Flemming Kok skaber nogle af filmens sjoveste scener. De tre arme mænd går i terapi, da de har et anstrengt forhold til fast arbejde og kvinder. Måske fordi de ikke kan få nogen af delene. De nyder dog hinandens selskab, da det er det eneste selskab de reelt kan komme i nærheden af. For at fordrive tiden tager de ud og bowler – de kunne godt minde om det skæve trekløver fra “The Big Lebowski”. Vi får hurtigt etableret deres forskellige og grinagtige problemer med kvinder. Da en ung kvinde beder Tommy om ild, går han fuldstændig i baglås, mens Flemming godt kunne bruge en lås på sine hæmninger og ja Ole, lad os bare sige, han heller ikke magter taget på det modsatte køn.
[image=8155]
Historien gemmer ikke på de store overraskelser, for ikke at sige, at den er særdeles forudsigelig. Scenerne indeholder dog mange pudsigheder og man ser en smule gennem fingre med den manglende dybde i historien. Forholdet personerne imellem fungerer udmærket. Susse virker lykkeligt forelsket i Tommy, og det er Neumanns fortjeneste. Hun spiller med et glimt i øjet og en fjantet udstråling, der er yderst beundringsværdig. “Solkongen” har flere formidable skuespilpræstationer end jeg har set i en dansk film i meget lang tid. Udover Birthe Neumann, Nikolaj Lie Kaas, Niels Olsen og Thomas Bo Larsen springer Lotte Andersen og Kirsten Lehfeldt i øjnene. Lotte Andersen spiller den neurotiske terapeut Grethe, der stereotypen tro har flere problemer at slås med selv end sine patienter. Tommys mor er et sarkastisk og nærmest melankolsk bekendtskab i trods af sin ærlighed, og Kirsten Lehfeldt udfylder rollen med fast hånd.
[image=8154]