Der findes mange forskellige fortolkninger af hvem Howard Hughes var, men i Martin Scorseses verden er han i familie med Travis Bickle, Jake La Motta og de alle de andre af instruktørens foretrukne “helte” – konfliktfyldte mænd som længes efter noget andet, noget mere, men som alligevel ikke kan flygte fra deres skæbne.

“The Aviator” er en teknisk triumf, som fanger essensen af Howard Hughes, men som også er for lang og for ufokuseret til at efterlade et dybere indtryk.

Howards EndFilmens første time viser Hughes’ glamourøse tid i Hollywood, hvor han efter mange anstrengelser opnår stor succes, men som altid når man har med Scorsese at gøre, er lykken kun midlertidig. Scenerne omkring Hollywood-tiden er en farverig fremstilling af den gamle filmmaskine og fyldt med storslåede scener og morsomme filmreferencer. Denne del af filmen, hvor Scorsese slår sin indre filmnørd løs, er uden tvivl blandt de mest underholdende filmruller han har lavet siden “Goodfellas”. Selvom Hughes’ efterfølgende fald er interessant, er det ikke interessant nok – specielt ikke i forhold til den energiske første del. Som fortællingen skrider frem bliver det nemlig tydeligt, at den sagtens kunne være trimmet ned. Når filmen har etableret hvor Hughes er på vej hen, er det som om historien trækkes ud og en række biografiske begivenheder lige skal med – episoder som der alligevel kun bliver rørt let ved. Bl.a. er Hughes’ forhold til skuespillerinde Ava Gardner totalt uinteressant og unødvendigt. På dette punkt bærer filmen samme problem som Scorseses forrige film “Gangs of New York”, som til tider også var for ufokuseret og for lang.

Når det kommer til at visualisere personernes indre virke og gøren, er Martin Scorsese en af de allerbedste nulevende instruktører, og her er den visuelle stil så gennemført, at selv uden lydsporet, vil man uden problemer kunne forstå historien ved hjælp af billederne. Alligevel sidder man dog med en følelse af at der mangler noget. Nok levede Hughes et begivenhedsrigt liv, var excentrisk og andre spændende ting, men som figuren bliver fremstillet her er der ikke meget dybde i ham. Man får historierne om op- og nedturene og en forklaring på hvorfor hans ambitionsniveau var så højt som det var, men man kommer aldrig rigtig ind under huden på ham. Når han i en næsten tre timer lang film figurerer i en armslængde fra publikum, kommer filmen aldrig rigtig op at ringe. Som tilskuer får man ganske vist indsigt i hovedpersonen, men som det tit er med Oscar-venlige storfilm, er hjørnerne på personernes dæmoner desværre også i højere grad afrundede end spidse.

Woman of the YearDen altoverskyggende hovedrolle spilles af Leonardo DiCaprio, der har haft det svært siden “Titanic”, og derfor har der også været en del bekymringer – især fra folk som har glemt hans præstationer i “This Boy’s Life” og “Hva’ så, Gilbert Grape?” – om han nu også er en god nok skuespiller til at bære denne rolle. DiCaprio ser stadig ud som en nyfødt kalv, men netop dette aspekt ser man også at Hughes havde problemer med. Ingen vil tage knægten seriøs, men som Hughes får arbejdet sig frem i verden stiger troværdigheden, og det samme gælder for DiCaprios optræden i filmen. Takket være en god og energisk præstation går der ikke lang tid for man køber ham som Howard Hughes.

Som Hughes’ eneste “ligemand” finder vi Katharine Hepburn, spillet af Cate Blanchett. Blanchett er udseendemæssig måske ikke det mest oplagte valg som Hepburn og selvom hun med hiv og sving lægger ud i kraftigt overspil (grænsende til karikatur) er hun virkelig en fornøjelse at følge. Så meget, at da hun forsvinder ud af filmen og over i Spencer Tracys arme, fordufter der også noget nerve fra filmen. Generelt for filmens skuespilpræstationer må man sige at de er i top og flere af dem er meget seværdige.